Valuta: Dollar styrkes yderligere på bedre end ventet jobrapport

Udgivet den 05-03-2021  |  kl. 15:48  |  

Den amerikanske dollar fortsætter fredag med at blive styrket til det stærkeste niveau i flere måneder over for både euro, yen og schweizerfranc.

Den amerikanske centralbanks førstemand, Jerome Powell, sendte torsdag aften de amerikanske renter og dollar højere, efter at han i en imødeset tale indtog en afventende holdning til inflationsfrygten.

- Den amerikanske dollar steg kraftig efter Powell-kommentarerne, idet mange i markedet, fornemmer jeg, havde ventet en stærkere retorik fra centralbanken for at sætte opturen i renterne på pause, siger Niel Jones, valutachef hos Mizuho Bank, til Reuters.

Fredag eftermiddag bliver renterne og den amerikanske valuta sendt yderligere op efter en bedre end ventet jobskabelse i den amerikanske arbejdsmarkedsrapport.

Jobskabelsen uden for landbruget var i februar på 379.000, hvor økonomerne ventede en jobskabelse på 198.000. Det løfter umiddelbart renten på den tiårige amerikanske statsobligation til 1,59 pct. fra 1,57 pct.

Dollar stiger til 108,38 yen fra 107,60 yen torsdag, og dermed er yen over for dollar faldet med 4,8 pct. i år til et laveste niveau i ni måneder.

Dermed har yen ifølge Bloomberg News klaret sig dårligst blandt G10-landenes valutaer i år.

- Med den japanske centralbankchef Kuroda, der siger, at centralbanken ikke har behov for at ændre sin renteprognose, tager yen sammen med schweizerfranc de fleste tæv fra den amerikanske dollars rentebaserede opsving, siger Kit Juckes, valutastrateg hos Societe Generale, til Reuters.

Euro koster fredag eftermiddag 1,1925 dollar mod 1,2040 dollar torsdag, mens pund koster 1,3836 dollar mod 1,3992 dollar torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder