Valuta: Dollar svækkes op til ugentlige arbejdsløshedstal fra USA

Udgivet den 26-03-2020  |  kl. 11:19  |  

Den amerikanske valuta svækkes torsdag middag mod yen og euro op til det amerikanske ugentlige arbejdsløshedstal, der ventes at vise en massiv stigning.

Euro koster torsdag middag 1,0945 dollar mod 1,0830 dollar onsdag eftermiddag, og dollar koster samtidig 110,05 yen mod 111,45 yen onsdag eftermiddag.

Investorerne tog vel imod hjælpepakken i USA på 2000 mia. dollar, men allerede nu er der ifølge Reuters indikationer på at flere amerikanske stater har behov for yderligere midler til blandt andet sygehuse og andet.

Usikkerhed op til torsdagens jobtal fra USA tynger også på dollar. Tallene ventes at vise en massiv stigning.

Ifølge Bloomberg News ventes 1.640.000 amerikanere at have stillet sig op i arbejdsløshedskøen for første gang i sidste uge. Estimaterne hos analytikerne svinger mellem 360.000 og 4.400.000.

Ugen før var det tilsvarende tal 281.000.

Ender det ugentlige tal på det ventede niveau, vil det være markant over niveauer fra finanskrisen, der i runde tal så ugentlige målinger på omkring 500.000 til lige under 700.000.

- Det vil blive vanskeligt for markedet at fordøje det ugentlige arbejdsløshedstal, forudser analysechef Tohru Sasaki hos JP Morgan i Japan over for Reuters.

Han vurderer at dårlige tal til en vis grad er indregnet, men der er stadig markedsdeltagere, der venter det bliver værre.

Pund svækkes mod euro og dollar, hvilket skyldes bekymringer for, om Storbritannien er forberedt nok på det stigende antal coronasmittede, der sandsynligvis vil komme.

Pund koster torsdag middag 1,1918 dollar mod 1,1695 dollar onsdag eftermiddag. Der skal på samme tid 0,9183 pund til at købe en euro mod omkring 0,9222 pund onsdag eftermiddag.

Antallet af coronasmittede i Storbritannien steg onsdag til 9529 fra 8077.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder