Valuta: Dollar tæt på svageste niveau siden foråret 2018

Udgivet den 02-12-2020  |  kl. 15:35  |  

Den amerikanske dollar ligger onsdag i tæt ved det svageste niveau i to et halvt år, idet investorerne afvejer sandsynligheden for yderligere finanspolitiske stimuli i EU og USA.

Spot-indekset for den amerikanske dollar er faldet en smule til 91,32 fra 91,37 tirsdag ved dansk lukketid, og dermed er det fortsat tæt på niveauet i 91,11, som blev nået onsdag formiddag.

Den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, og formand for Repræsentanterne Hus, Nancy Pelosi, har holdt samtaler om en ny hjælpepakke, hvilket er første gang siden valget den 3. november.

En tværpolitisk gruppe af senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus har foreslået en hjælpepakke på 908 mia. dollar til at bekæmpe følgerne af covid-19.

Forventningerne om yderligere stimulus og fremskridt med covid-19-vaccinerne i de seneste uger har presset amerikanske dollar, idet investorerne har øget interessen for risikoaktiver.

Onsdagen har budt på ADP's beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked, som viste en stigning på 307.000 job i november, hvilket var værre end ventet.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 440.000 job efter en stigning på 365.000 måneden inden.

- Data spiller klart andenviolin til vaccine- og stimulus-nyheder. Markederne kan fastholde en optimistisk stemning med hensyn til sidstnævnte, idet de tværpolitiske forhandlinger genoptages, hvilket kan give yderligere støtte til risikoaktiver og forstærke det negative argument for dollar, skriver valutastrateger fra ING ifølge Reuters.

Euro koster onsdag eftermiddag 1,2066 dollar mod 1,2035 dollar tirsdag eftermiddag, og dollar ligger sideløbende i 104,58 yen mod 104,50 yen tirsdag.

Pund koster onsdag eftermiddag 1,3304 dollar mod 1,3365 dollar tirsdag.

Det britiske pund taber højde efter, at EU's brexit -forhandler, Michel Barnier, ifølge en EU-diplomat har fortalt nationale udsendinge, at uoverensstemmelserne i de britiske handelsforhandlinger fortsætter.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder