VALUTA - Euro faldt tilbage i sen handel

Udgivet den 27-07-2001  |  kl. 18:23  |  

Den amerikanske vækst i andet kvartal var kun på 0,7 pct. på annualiseret basis, og senere fredag kom der svage tal for den amerikanske forbrugertilld. Det betød, at euroen fredag eftermiddag kunne bryde igennem 0,88 over for den amerikanske dollar, da det ventede opsving i den amerikanske økonomi sandsynligvis er blevet udsat lidt.

Især var det skuffende, at erhvervenes investeringer i USA udviste det største fald siden 1982.

I den helt sene handel i Europa faldt euroen dog kraftigt tilbage til 0,8751 USD for 1 EUR mod 0,8778 USD torsdag. Tilbagefaldet skyldes ifølge handlere især, at euroen blev afvist på 0,8823-modstanden.

Derudover frygter markedet, at Europa også har store problemer med økonomien. En ny erhvervstillidsundersøgelse fra Frankrig var således værre end ventet.

Euroen er dog blevet styrket med 0,3 pct. henover ugen, og ifølge handlere synes den langsigtede trend fortsat at tyde på en styrkelse af euroen.

Udgivet af: NPinvestordk