Valuta: Euro gør spagt comeback

Udgivet den 19-05-2014  |  kl. 15:34  |  

Bevægelserne på valutamarkedet er afdæmpede mandag.

Euroen genvinder lidt terræn efter en periode med modvind, hvor markedet har indregnet stor sandsynlighed for en lempelse fra Den Europæiske Centralbankchef, når Styrelsesrådet træder sammen i starten af juni.

- Euroen fik de største klø i sidste uge, og vi ser nu, at markedet sunder sig lidt efter det fald. Euroen styrkes en anelse over hele linjen over for dollar, pund, svenske og norske kroner, siger valutastrateg i Nordea Niels Christensen til Ritzau Finans.

Bevægelserne er dog særdeles beherskede. Euroen koster ved 15.15-tiden 1,3724 dollar mod 1,3704 dollar fredag kl. 17 og 1,3716 dollar torsdag eftermiddag, inden de danske handlere gik på Store Bededagsferie.

Mandagens styrkelse af euroen kan desuden skyldes udviklingen netop torsdag i sidste uge.

- Efter en voldsom nedtur kommer der som regel lidt profithjemtagning. Samtidig styrkes euro nok lidt på ryggen af en smule skuffelse over, at euro/dollar ikke endte med at lukke under den seneste bund fra april på 1,3670. Vi var lige nede under det niveau i torsdags, men så kom euro igen, og jeg tror, at det har fået nogle til at tage profit på deres korte euro/dollar-positioner, vurderer Niels Christensen.

I Sverige svækkes kronen lidt efter skuffende arbejdsløshedstal for april. Den svenske krone er faldet til 0,8255 danske kr. fra 0,8293 kr. fredag eftermiddag.

I alt 8,7 pct. af den svenske arbejdsstyrke stod uden job i april mod 8,6 pct. i marts. Økonomer havde ifølge SME Direkt ventet et fald i arbejdsløsheden til 8,5 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk