Valuta: Euro løftes fra svageste niveau siden juli

Udgivet den 28-09-2020  |  kl. 13:13  |  

Euro genvinder mandag lidt terræn oven på en skidt periode, hvor den fælles valuta i sidste uge blev presset ned i svageste niveau siden juli.

Stigninger på de globale aktiebørser har dæmpet behovet for at søge i sikker havn i dollar, der ofte bruges som tilflugtssted, når aktiemarkederne ligger underdrejet.

- Vi har positive aktiemarkeder, så der er lidt mere risikoappetit, som typisk får dollar til at falde lidt tilbage, mens nogle af de andre valutaer kommer sig lidt igen, siger valutastrateg i Nordea Niels Christensen til Ritzau Finans.

Euro koster mandag eftermiddag 1,1662 dollar mod 1,1620 dollar fredag eftermiddag, mens dollar ligger i 105,33 yen per dollar mod 105,65 yen fredag.

I det store kryds mellem euro og dollar, brød den amerikanske valuta i sidste uge afgørende under 1,17-niveauet, der var et vigtigt støttepunkt for euro. Næste støttepunkt for euro ligger nu et stykke væk og omkring 1,15 niveauet, vurderer Niels Christensen.

I Sverige og Norge retter både den svenske og norske krone sig lidt, efter at de to valutaer i sidste uge nåede de laveste niveauer siden maj over for den danske krone.

Både i Sverige og Norge er der kommet detailsalgstal mandag morgen, men det er næppe de statistikker, der bevæger broderlandenes valutaer.

- Det handler nok ikke så meget om nøgletallene i dag, men mere om det generelle risikomønster, der gør, at vi får de små korrektioner, vurderer Niels Christensen.

En svensk kr. står i 0,7046 kr. mod 0,7027 kr. fredag, mens der går 0,6713 kr. på en norsk kr. mod 0,6691 kr. fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder