Valuta: Euro nærmer højeste niveau i ni måneder

Udgivet den 30-01-2023  |  kl. 15:13  |  

Euro ligger styrket mandag eftermiddag, efter at spanske inflationstal har understreget, at der bliver behov for flere pengepolitiske stramninger i starten af i år.

De spanske forbrugerpriser steg med 5,8 pct. på årsbasis i januar, og dermed tiltog inflationen stik mod forventning fra 5,7 pct. i december. Økonomer havde ifølge Bloomberg News ventet aftagende inflation og en årsstigningstakt på 5,0 pct.

På obligationsmarkedet er de europæiske renter efterfølgende skudt i vejret, og euroen er styrket.

- Det ændrer ikke renteudsigterne, men man bliver nok lidt mere fast i troen på, at Den Europæiske Centralbank ikke blot hæver renten med 50 basispoint her på torsdag, men også at banken signalerer flere renteforhøjelser, så styringsrenten på sigt kommer over 3 pct., siger Niels Christensen, valutastrateg i Nordea, til MarketWire.

Euro koster mandag eftermiddag 1,0890 dollar mod 1,0840 dollar fredag eftermiddag, og nærmer sig dermed det stærkeste niveau i ni måneder over for dollar.

Mens ECB ventes at hæve sin indskudsrente med 50 basispoint til 2,50 pct. på torsdag, forudser et stort flertal af økonomer, at den amerikanske centralbank dagen før blot hæver sin rente med 25 basispoint til 4,50-4,75 pct. Det viser en rundspørge foretaget af Bloomberg News.

Dermed er rentespændet over Atlanten nu på vej til at skrumpe igen, efter at det blev udvidet kraftigt gennem 2022.

Onsdag offentliggør det europæiske statistikkontor inflationstal for januar. Tyskland skulle have offentliggjort inflationstal i morgen, men de er udskudt på foreløbigt ubestemt tid.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Forex❯