Valuta: Euro styrkes forud for rentemøde i ECB

Udgivet den 10-09-2020  |  kl. 07:41  |  

Euro styrkes fortsat inden torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor blandt andet styrkelsen af den fælleseuropæiske valuta og dennes betydning for inflationen vil blive drøftet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Torsdag morgen koster euro 1,1820 dollar, hvilket er det højeste niveau i denne uge. Onsdag eftermiddag ved dansk lukketid var prisen for euro 1,1808 dollar.

Markedet forventer ikke store ændringer i centralbankens pengepolitik ved rentemødet.

Men investorerne vil følge med, når centralbankchef Christine Lagarde efterfølgende formentlig kommenterer styrkelsen af euro, og hvad det betyder for forventningerne til den økonomiske vækst og inflationen.

- Rentemødet er med længder den største begivenhed i denne uge, og der er meget på spil, siger Masaru Ishibashi, der er daglig leder for handel i Sumitomo Mitsui Banking Corp., til Reuters.

Lagardes tilgang til inflationen på pressemødet vil få betydning for euros fremtid, selv om centralbanken har talt inflationen ned på det seneste, tilføjer han.

Også den japanske yen styrkes torsdag over for dollar. I Japan viste tal for maskinordrer tidligt torsdag en stigning i juli på 6,3 pct., hvilket var noget bedre end den ventede fremgang på 2,0 pct. ifølge estimater fra Bloomberg News.

Torsdag morgen skal man betale 106,07 yen for dollar mod 106,23 yen ved lukketid onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Redaktion

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder