Valuta: Euro svækkes efter ECB-melding

Udgivet den 22-07-2021  |  kl. 14:49  |  

I løbet af ugen har øjnene været rettet mod Den Europæiske Centralbanks, ECB's, rentemøde for juli, der blev holdt torsdag over middag.

Styrelsesrådet har tidligere annonceret ændringer i centralbankens strategi, der involverer en endnu længere periode med stimuli for at underbygge bankens forsøg på at øge inflationen og genoprette økonomien.

ECB fastholdt som ventet sine ledende rentesatser, og det styrkede umiddelbart efter meddelelsen euro overfor dollar. Men kun kortvarigt, hvorefter euro svækkedes til 1,1785 dollar torsdag eftermiddag.

Ifølge Reuters vurderer analytikere generelt, at de fortsat lempelige vilkår vil svække euro på mellemlang sigt.

Ifølge meddelelsen efter mødet er refinansieringsrenten fortsat på 0,00 pct., indskudsrenten er på minus 0,50 pct., og den såkaldte Marginal Lending Facility er stadig på 0,25 pct.

Samtidig fastslog Den Europæiske Centralbank - med Christine Lagarde i spidsen - at den har ændret sin inflationsmål til 2 pct. mod tidligere "lavere, men tæt på 2 pct.".

Det betyder, at markedsaktørerne har udsigt til stimuli af økonomien på samme høje niveau som hidtil. Samtidig meddeler centralbanken, at den ikke har tænkt sig at reagere aktivt, før inflationen rammer det niveau.

Før mødet i centralbanken var euroen svækket til 1,1790 dollar fra 1,1795 dollar torsdag morgen, men 1,1790 dollar onsdag eftermiddag.

I det andet store valutakryds - mellem dollar og yen - er dollar let svækket til 110,07 yen fra 110,15 yen torsdag morgen og 110,35 yen onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder