Valuta: Frygt for gældsloft holder renter og dermed dollar oppe

Udgivet den 23-05-2023  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske investorer ligger tirsdag morgen fortsat under for frygten for en amerikansk betalingsstandsning, og den fortsatte uløste hårdknude i forhandlingerne om en forøgelse af det amerikanske gældsloft holder de korte renter i et jerngreb som søjlen i den amerikanske valutas styrke.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta over for euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 103,31 mod 103,35 mandag eftermiddag.

Der er fortsat stilstand i forhandlingerne mellem demokrater og republikanere i Washington om at hæve gældsloftet, og trods optimisme fra præsident Joe Bidens side, og forsikringer om, at en direkte betalingsstandsning er udelukket, tikker uret ubønhørligt og deadlinen for en katastrofal mangel på dollar, hvis betalinger fra den amerikanske stats udebliver, nærmer sig med hastige skridt.

Den toårige T-bond-rente er naglet fast til 4,32 pct. på markedet i Tokyo tirsdag morgen.

Mere tydeligt er problemernes størrelse afspejlet i den helt korte ende af den amerikanske rentekurve, der mandag steg en del mere end obligationerne med en måneds løbetid.

Pengemarkedsrenten steg 12 basispoint til 5,52 pct. - årets klart højeste niveau, og langt højere end styringsrenten hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på 5-5,25 pct.

USA's finansminister, Janet Yellen, har gentagne gange slået fast, at den amerikanske statskasse løber tør allerede i starten af juni.

- Gældsloftsdramaet har nået et feberniveau i de seneste uger. Den politiske uenighed ser ud til at være stor, her på vej mod afgrunden, skriver økonomer fra Wells Fargo i en notat ifølge Reuters.

Hvis gældsloftskrisen ikke er nok til at få investorernes nerver uden på skjorten, kan den i stigende grad skingre tone hos en række af Federal Reserves sværvægtere hjælpe til.

Mandag antydede forbundbankens chef i Minneapolis, Neel Kashkari, at de amerikanske renter muligvis skal gå "nord om 6 pct." for at få inflationen tilbage til bankens 2 pct. mål, og fra St. Louis-chefen James Bullard lød det, at Federal Reserve muligvis stadig skal hæve endnu 0,5 pct.point i år.

Begge er dog kendt som tilhørende den pengepolitiske højrefløj og står i kontrast til forbudsbankens topchef, Jerome Powell, der indtager en langt mere afdæmpet holdning.

Pengemarkedet sætter en sandsynlighed på omkring 26 pct. for, at Federal Reserve vil søsætte endnu en renteforhøjelse på 25 basispoint næste måned, mens sandsynligheden for en uge siden var 20 pct.

Forventningerne om rentenedsættelser senere i år er også blevet reduceret, og renterne forventes at holde sig på omkring 4,7 pct. i december.

Euro koster tirsdag morgen 1,0805 dollar mod 1,0799 dollar mandag eftermiddag, og pund koster tirsdag morgen 1,2430 dollar mod 1,2425 dollar mandag.

Dollar ligger samtidig i 138,80 yen mod 138,60 yen mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

15:53 USA/åbning: Mismod på forhånd og nøgletal gjorde det hele meget værre
15:32 Investeringsstrateg: Tal fra USA kan næsten ikke være dårligere for aktier
15:08 Amerikanske renter i vejret efter uventet høj inflationsindikator
15:05 Valuta: Yen i svageste niveau overfor dollar siden 1990
15:01 Økonom ser amerikansk vækst bremse op - måske nok til rentenedsættelse i efteråret
14:49 Aktienedtur accelererer efter amerikanske nøgletal
14:34 Amerikansk økonomi vokser mindre end ventet
14:27 USA/tendens: Mismod frem mod åbning efter Meta-skuffelse
13:55 Mærsk-rederi før udskillelse: Vi skal være en aktie med markant udbytte
13:37 Svenske Alfa Laval er flyvende efter bedre end ventet ordrenindgang
13:22 Europa/aktier: Regnskabsnyt styrer markederne i minus
12:54 Vestas-konkurrenten GE Vernova får ordredyk på 40 pct. i første kvartal
12:29 Ringkjøbing LB's kundebase og udlånsoverskud afbøder rentemodvind, mener Danske
12:19 Obligationer/middag: Renten holder niveauet frem mod vigtige nøgletal fredag
11:54 Aktier/middag: Påfaldende dyk for Novo opvejes kun delvist af plus til "de grønne"
11:29 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året - afviser konservativ prognose
10:16 Aquaporin rejser 172 mio. kr. i ny kapital
10:09 Astrazeneca stiger efter høj efterspørgsel på kræftmidler i første kvartal
10:04 Nordfyns Banks basisindtjening faldt i første kvartal efter stigning i omkostningerne
09:58 Stærke markeder har presset indtjeningen i Norden: Vi har været for forsigtige siger direktør