Valuta: Japansk-amerikansk valutarelation nærmer sig bristepunktet

Udgivet den 01-11-2023  |  kl. 06:32  |  

Det er pengepolitik, der styrer valutamarkedet onsdag morgen, hvor japanske yen ligger på det svageste niveau i mange år efter tirsdagens monetære møde i den japanske centralbank, Bank of Japan, mens markedsdeltagerne afventer dagens beslutninger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Det afspejles i dollarindekset, der onsdag morgen ved 5-tiden ligger i 106,70 mod 106,77 tirsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Indekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, har over det seneste døgn svinget mellem 105,90 og 106,86.

Japanske yen fik et regulært drag over nakken tirsdag, hvor valutaen svækkedes til det svageste niveau i mands minde og langt over det psykologiske nøglepunkt på 150 yen per dollar, der hidtil har katalyseret advarsler fra den japanske finansministerium og centralbanken i Tokyo og i et enkelt tilfælde sidste år direkte intervention.

Og advarsler skorter det da heller ikke på, efter at dollar sent tirsdag toppede i 151,78 yen efter en svækkelse på knap 2 pct. i løbet af mindre end et døgn.

- Vi er på standby, lyder det onsdag fra viceminister Masato Kanda, der sidder med det øverste ansvar for valutaområdet i det japanske finansministerium.

Kanda understreger samtidig, at myndighederne er er klar til at handle "hvis det er nødvendigt".

- Jeg kan ikke sige, hvad vi vil gøre, og hvornår. Vi vil træffe beslutninger overordnet, og vi træffer det i en stemning af, at det haster, advarer vicefinansministeren ifølge Japan Times.

Bank of Japan drejede en anelse på den pengepolitiske skrue tirsdag ved at betegne den øvre ramme for bankens rentekurvekontrol - den tiårige 1 pct. maksimal-rente - som en referencerente frem for som hidtil en absolut grænseværdi.

Og de finansielle markeder var da helle ikke sene til at teste formuleringen, idet renten på den tiårige japanske statsobligation, kaldet JGB, onsdag nåede 0,97 pct., før Bank of Japan annoncerede indgriben med opkøb af JGB's i en ikke planlagt handelsaktion.

Reaktionen er dog marginal, idet JGP-markedet siden har stabiliseret sig på 0,96 pct. for den tiårige obligation.

Forude venter så det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Og det er her, at årsagen til de japanske problemer ligger begravet.

For det seneste års massive renteforhøjelser fra Federal Reserves side har øget rentedifferencen mellem de tiårige amerikanske T-bonds og de japanske JGB's til et uholdbart niveau, når det gælder relativt beskedne ændringer i valutakurserne.

Relationen mellem dollar og yen har traditionelt været ekstremt følsomt over for ændringer i de lange amerikanske statsobligationsrenter, især i det tiårige segment.

Styrkelsen af dollar i kølvandet af de stigende renter er baggrunden for revnerne i den japanske centralbanks forsvar mod en konstant yen-svækkelse. Bank of Japan er hidtil lykkedes med at stabilisere yen lige under 150 yen per dollar, men opbygningen af presset er fortsat og vil næppe forsvinde før enten de japanske renter stiger eller de amerikanske renter falder.

Så hvis Federal Reserve-topchef Jerome Powell igen tager den verbale strammerhat på på dagens pressekonference, vil det presse valutarelationen mellem dollar og yen tættere på bristepunktet.

Dollar koster onsdag morgen 151,20 yen mod 151,46 yen tirsdag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,0570 dollar mod 1,0567 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2145 dollar mod 1,2133 dollar tirsdag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯