Valuta: Opblusset volatilitet i sterling efter Mays brexit-nederlag

Udgivet den 13-03-2019  |  kl. 06:32  |  

Britiske pund er hovedaktør i valutamarkedet onsdag morgen, hvor turbulens i slipstrømmen af endnu et massivt nederlag for den britiske premierminister, Theresa May, og hendes EU-exitaftale igen indtager overskrifterne.

Det britiske parlaments underhus afviste Theresa Mays reviderede brexitaftale, og for anden gang var det med et massivt flertal, der har sendt chokbølger gennem Downing Street, idet der nu sættes spørgsmålstegn ved Theresa Mays politiske fremtid. Dermed står Storbritannien i en dyb politisk krise blot 16 dage før det planlagte exit fra EU 29. marts.

Onsdag skal Underhuset stemme om, hvorvidt Storbritannien skal forlade EU uden en aftale. Og hvis et brexit uden aftale afvises, skal der igen stemmes i Underhuset torsdag - denne gang om en forlængelsen af artikel 50, hvilket vil sige en udskydelse af brexit-deadlinen.

- Parlamentet vil sandsynligvis afvise et "brexit uden en aftale", og en forlængelse af skilsmissedatoen 29. marts ser nu ud til at være en klar mulighed. Pund stabiliseres af de forventninger, siger analysechef Takuya Kanda fra Gaitame.Com Research Institute i Tokyo ifølge Reuters.

LILLE EUROPÆISK FORSTÅELSE FOR NYE FORHANDLINGER

I Bruxelles er det dog svært at finde forståelse for fremover at skulle forhandle med den britiske premierminister, der to gange har sat sin underskrift på en aftale uden tilnærmelsesvis at kunne finde et flertal for forhandlingsresultatet i Westminster.

- I betragtning af hvor følsomt pund er over for nyhederne, kan vi se valuta-volatiliteten blusse op igen, hvis døren åbnes for en forlængelse af 29. marts-deadlinen, siger Takuya Kanda.

Hvis artikel 50 forlænges, står næste spørgsmål ved, hvor lang tid en forlængelse skal vare.

Flere analytikere peger på, at en korttids-forlængelse på en måned eller to ikke giver mening, da det siden afstemningen i 2016 ikke har været muligt for de britiske parlamentarikere at finde skyggen af fælles fodslag, og intet tyder på, at det vil ske foreløbig - tværtimod.

- Selvom Storbritannien beslutter at forlænge brexit-fristen, vil spørgsmålet hurtigt skifte over til længden af forlængelsen, og hvilke planer der er for gennemførsel af brexit inden for den periode, siger senior markedsøkonom Ayako Sera fra Sumitomo Mitsui Trust i Tokyo og fortsætter:

- Uden en acceptabel plan kan Storbritannien have vanskeligt ved at overbevise de europæiske regeringschefer på EU-topmødet i næste uge, hvilket tvinger markedsdeltagerne til at vende deres positioner i pund og igen udsætte valutaen for en umiddelbar nedtur.

EU's 28 regeringschefer skal på et topmøde 21.-22. marts beslutte, om en forlængelse af forhandlingsperioden ud over den nuværende dato 29. marts kan komme på tale.

Pund koster onsdag morgen 1,3085 dollar mod 1,3080 dollar tirsdag eftermiddag.

Euro koster onsdag morgen 1,1285 dollar mod 1,1270 dollar tirsdag eftermiddag, og dollar koster 111,25 yen mod 111,35 yen tirsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
7,33%
 
18/03/19

 
5,48%
 
18/03/19

 
3,04%
 
18/03/19

 
2,63%
 
02:53:01

 
2,43%
 
18/03/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder