Valuta: Optimistiske finansielle toner lægger pres på dollar

Udgivet den 25-09-2020  |  kl. 06:32  |  

Den amerikanske dollar falder lidt tilbage fredag morgen, hvor investorerne har fået fornyet håb om amerikansk stimulus, hvilket letter synet på den økonomisk genopretning og reducerer behovet for sikre valuta-placeringer.

De finansielle markeder vendte rundt sent torsdag, hvor de amerikanske aktier begyndte at mærke de lidt mere positive vinde, og siden har tendensen fået mere fart over feltet med pæne stigninger i de store amerikanske aktiefutures, der fredag morgen indikerer stigninger på 0,4-0,5 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

Den lettere aktiestemning afspejles i valutamarkedet med en let vigende dollar oven på de seneste dages styrkelse i kølvandet af stigende bekymringer over anden bølge af coronavirusinfektioner i mange europæiske lande.

- Vi har set, at dollar styrkes, efterhånden som risikoaktiver sælges ud. Vi er nødt til at se, om det fortsætter ud over afslutningen af denne måned, siger seniorstrateg Yukio Ishizuki fra Daiwa Securities i Tokyo til Reuters.

Den sekundære bølge af infektioner truer med at spolere det spirende opsving, som mange investorer havde satset stort på blandt andet gennem opkøb af den fælleseuropæiske valuta, euro, i forvisning om, at pandemien var langt bedre under kontrol på denne side af Atlanten end på den nordamerikanske.

Samtidig er der stigende håb om, at de strandede stimulusforhandlinger i Washington genoptages mellem Repræsentanternes Hus' formand Nancy Pelosi og den amerikanske finansminister Steven Mnuchin.

Demokrater i Repræsentanternes Hus arbejder på en 2200 mia. dollar coronavirus-stimuluspakke, der kan komme til afstemning i næste uge.

Mange markedsaktører stiller sig dog fortsat tvivlende over for om de amerikanske politikere kan nå frem til et kompromis og blive enige om en pakke.

Britiske pund hænger fortsat i bremsen lige over onsdagens to måneders lavpunkt, efter at den britiske regering torsdag lancerede en reduceret jobstøttepakke for ofrene for den genopblussede covid-19-pandemi i Storbritannien.

Euro koster fredag morgen 1,1670 dollar mod 1,1641 dollar torsdag, mens dollar ligger i 105,50 yen mod 105,48 yen torsdag.

Pund koster fredag morgen 1,2750 dollar mod 1,2716 dollar torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder