Valuta: Politisk uro giver svingninger på markedet

Udgivet den 30-05-2023  |  kl. 13:52  |  

Den japanske yen er tirsdag sendt i svingninger, efter at der her til morgen blev afholdt et ikke-planlagt møde mellem centralbanken, finansministeren og finanstilsynet, hvor parterne diskuterede de finansielle markeder.

Det svækkede straks yen til at ramme over den psykologisk vigtige grænse på omkring 140 yen per dollar. Ved middagstid efter yderligere svingninger har yen genfundet noget af sin styrke og ligger i 139,83 yen per dollar mod 140,28 yen mandag eftermiddag. Fredag eftermiddag før pinsen kostede en dollar 140,49 yen.

Da det tirsdag morgen kom frem, at parterne skulle mødes, begyndte handlerne at spekulere i, om det kunne være første optræk til endnu en intervention fra centralbankens side.

- På vores skala for verbale interventioner er det blot en 2 ud af 7, hvor 7 indikerer en snarlig intervention. Så dagens møde er sandsynligvis til for at sikre, at alle mekanismer er på plads til at intervenere, hvis nødvendigt, siger David Forrester, strateg hos Credit Agricole, til Bloomberg News.

I et andet stort valutakryds er amerikanske dollar svækket over for euro, efter at weekendens aftale om en forhøjelse af gældsloftet igen har løftet risikoappetitten.

Ved middagstid står dollar per euro i 1,0739 sammenlignet med 1,0709 dollar mandag eftermiddag. Fredag før pinsen kostede en euro 1,0705 dollar.

Det er stadig langt fra givet, at aftalen vil få en let vej gennem de to politiske kamre i USA, hvor den skal stemmes igennem, før den kan blive til lov.

Indtil flere republikanere fra den yderste højrefløj har allerede mandag udtrykt, at de vil stemme mod aftalen om et løft af gældsloftet, skriver Reuters.

Dermed kan det blive svært at få stemt pakken gennem både Repræsentanternes Hus og Senatet.

- Det er som om, at de to politiske partier i USA spiller kylling og udfordrer den anden side til at trække sig. Men et højere gældsloft og en vis reduktion af udgifterne i budgetåret 2024 er stadig det fælles ståsted, siger Marc Chandler, chefmarkedsstrateg hos Bannockburn Global Forex, til Reuters.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Japan❯  USA❯  Forex❯ 

Seneste nyheder