Valuta: Pund sendes baglæns oven på ny brexit-turbulens

Udgivet den 09-09-2020  |  kl. 14:31  |  

Det britiske pund svækkes onsdag til det laveste niveau over for dollar i seks uger, på en dag hvor en ny lov fra den britiske regering om landets planer efter brexit giver panderynker hos EU, som siger, at forslaget underminerer tillid og bryder med international lovgivning.

Det skriver medier som Reuters og Bloomberg News.

Med en ny lov vil briterne ændre i den udtrædelsesaftale, som blev indgået med EU i oktober sidste år, og det får onsdag eftermiddag EU-Kommissionen til at indkalde til et ekstraordinært møde i en særlig komité, der er etableret mellem EU og Storbritannien for at håndtere briternes exit fra EU.

- Som det ser ud nu, vil det bedste være at indkalde til et ekstraordinært møde i komitéen. Så kan vores britiske kolleger give os forsikringer om, at aftalen bliver fulgt og rettidigt implementeret, siger EU-kommissær Maros Sefcovic onsdag.

Sefcovic fortæller, at han tirsdag talte med den britiske regeringsminister Micheal Gove. Her gav Sefcovic udtryk for EU's "stærke bekymring".

Loven, som den britiske regering har fremlagt onsdag, omhandler en protokol om Nordirland i udtrædelsesaftalen. Her vil briterne ifølge avisen Financial Times foretage ændringer i forhold til det, der blev aftalt i udtrædelsesaftalen. Den britiske premierminister, Boris Johnson, underskrev aftalen sidste år.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, "vil reagere" senere onsdag, så snart Kommissionen ved, hvad der står i den britiske lov.

Hun siger umiddelbart efter offentliggørelsen, at hun er meget bekymret over nyhederne fra den britiske regering.

Der skal ved middagstid onsdag 1,2918 dollar til et britisk pund. Tirsdag eftermiddag kostede et pund 1,3026 dollar.

Euro koster onsdag middag 1,1771 dollar mod 1,1794 dollar tirsdag ved 17-tiden. Dollar koster 106,24 yen mod 105,92 yen tirsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder