Valuta: Pund svinger forud for britisk afstemning

Udgivet den 18-10-2019  |  kl. 13:45  |  

Der er udsving i det britiske pund fredag, hvor usikkerheden om brexit fortsat sætter sine spor i markederne, selvom der torsdag blev præsenteret en aftale mellem EU og Storbritannien.

Den britiske valuta blev svækket i løbet af de tidlige morgentimer, men er efterfølgende blev styrket igen. Ved middagstid koster pund 1,2901 dollar mod 1,2845 dollar torsdag eftermiddag.

- Pundet reflekterer pessimismen omkring sandsynligheden for, at aftalen bliver stemt igennem parlamentet i morgen, siger Lee Hardman, der er valutaanalytiker ved MUFG, til nyhedsbureauet Reuters.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, skal lørdag forsøg at få brexit-aftalen godkendt i det britiske parlament. Han ser dog ud til at skulle spejde langt efter opbakning fra DUP, der er støtteparti til den konservative regering.

Han kan derfor få brug for støtte fra Labour-medlemmer, hårdnakkede euroskeptikere og de konservative parlamentsmedlemmer, som han selv smed ud af partiet tidligere på måneden for at stemme imod hans strategi.

Den usikkerhed har betydning for valutaen, selv om der ifølge analytikeren ikke er udsigt til et no-deal scenarie.

- Hvis aftalen afvises, vil man muligvis se hovedløse salg af pundet, men vi tror ikke, at risikoen er så stor. Vi tror, at der vil komme en forlængelse og en afstemning. Vi ser ikke no-deal risici komme tilbage til markedet, siger Lee Hardman til Reuters.

Euro står fredag middag i 1,1132 dollar mod 1,1110 dollar torsdag eftermiddag. Dollar koster 108,67 yen fredag middag mod 108,66 yen torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Mads Sejer Nielsen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder