Valuta: Pundet svækkes oven på langsom britisk genopretning

Udgivet den 14-07-2020  |  kl. 13:02  |  

Det britiske pund svækkes tirsdag over for dollar, efter at den økonomiske genopretning i Storbritannien har vist sig mere træg end ventet.

I maj voksede det britiske bruttonationalprodukt (BNP) med 1,8 pct. Det skal dog ses i lyset af det massive dyk, økonomien tog i april, hvor den faldt med hele 20,3.

Derfor havde økonomerne også ventet en væsentligt større bedring på omkring 5,5 pct. i maj ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

Det har fået pundet til at dykke i forhold til dollar, der klokken 12.35 handles i 1,2515 dollar for et pund mod 1,2619 mandag eftermiddag.

Trods den lille fremgang i maj venter Bank of England i en prognose, at den britiske økonomi vil skrumpe med hele 25 pct. i andet kvartal.

Et sådan fald vil være fuldstændig uden historisk fortilfælde, lyder det fra Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank.

- Vi vurderer dog, at den britiske økonomi kan nå i mål i forhold til den målsætning. Når det så er sagt, var Bank of Englands prognose også meget dyster, skriver han i en kommentar.

Kim Blindbæk venter dog ikke, at Bank of Englands rapport vil ændre det helt store på den korte bane i forhold til bankens støtteopkøb.

- På rentemødet i juni forhøjede Bank of England obligationsopkøbene med 100 mia. pund. Opkøbene vil blive foretaget indtil udgangen af året. Det antyder et lavere opkøbstempo sammenlignet med i starten af coronakrisen, skriver han.

Euro koster tirsdag middag 1,1359 dollar mod 1,1330 dollar mandag eftermiddag, mens dollar ligger i 107,38 yen per dollar mod 107,20 yen mandag.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder