Valuta: Ro på den italienske budgetsituation svækker schweizerfranc

Udgivet den 25-10-2018  |  kl. 13:57  |  

Forholdsvis ro på de europæiske finansmarkeder fjerner torsdag middag noget af grundlaget for schweizerfrancs position som sikker havn. Og mens de europæiske aktier generelt er i positiv udvikling, og den italienske politiske usikkerhed dæmpes, svækkes franc overfor euro.

Torsdag middag koster en euro 1,1417 franc mod 1,1363 franc torsdag morgen. For blot tre dage siden, inden EU underkendte det italienske budget, kostede euro over 1,1480 franc.

- Det er først og fremmest, fordi der er mere ro om Italien, antager chefstrateg for valuta i Saxo Bank John Hardy om begrundelsen for den nye svækkelse af franc. Han mener, at hvis euro skal op mod 1,15 franc, kræver det et forlig om det italienske budget.

Generelt er torsdagens valutamarked præget af en afventende holdning frem mod eftermiddagens pressemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB, hvor der vil blive lyttet nøje til kommentarerne fra centralbankchef Mario Draghi. Bankens beslutninger på torsdagens rentemøde om at fastholde renter, tilbagekøbsprogram og renteprognose, var ventet og har ikke givet anledning til udsving i euro.

Torsdag middag koster euro 1,1404 dollar eller stort set det samme som prisen torsdag morgen og 1,1395 dollar onsdag eftermiddag. Over for yen er dollar styrket marginalt til 112,33 yen fra 112,10 yen torsdag morgen, men mod 112,60 yen onsdag eftermiddag.

I fokus på pressemødet er ifølge John Hardy blandt andet Draghis udtalelser om det italienske budget, der ikke holder sig inden for EU-kommissionen krav om en underskud på maksimalt 2 pct. af bruttonationalproduktet. Omvendt har den italienske regering bekræftet, at den ikke har planer om at forlade eurosamarbejdet.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder