Valuta: Rolig start på begivenhedsrig uge

Udgivet den 27-07-2015  |  kl. 06:32  |  

De internationale valutamarkeder starter ugen i roligt tempo.

Ugens helt store begivenheder kommer først med onsdagens afslutning af det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og bliver torsdag fulgt op af den første BNP-opgørelse fra andet kvartal i USA.

Samtidig er markedet ved at gå i seriøs feriestemning, så ingen er interesserede i at tage nye positioner på bøgerne før i alt fald de kommende ledetråde om timingen af ​​den første amerikanske renteforhøjelse siden 2006 og det nuværende vækstbillede har fået mere solid grund under fødderne.

Alt imens markedet er i limbo, har de store spekulanter som hedgefonde og andet godt øget indsatsen for en styrkelse af dollar for femte uge i træk.

Den seneste tid har været præget af dollaropkøb i forventning om en styrkelse af den amerikanske valuta, når Federal Reserves topchef Janet Yellen slipper katten ud af sækken og rent faktisk gør alvor af de mange understregninger af, at Federal Reserve vil hæve renten i år.

- Det er et spørgsmål om indprisning af, at Fed begynder processen med normalisering, eller om normaliseringen vil være en meget lang proces. Uanset hvad, vil dollar gå op. Forskellen er, at tempoet i al væsentlighed er lavere ved sidstnævnte end ved førstnævnte, siger valutastrateg Sam Tuck fra ANZ Bank New Zealand Auckland til Bloomberg News.

Men trods de mange dollarpositive positioner, har markedet ikke ændret sig væsentligt, når det gælder de store valutakryds som dollar/yen og euro/dollar.

På det seneste er det derimod de mindre valutaer, som har stået for skud. Mange af de asiatiske - normalt dollarbaserede - valutaer er skredet markant på det seneste, men set i den store sammenhæng er det snarere et udslag af, at de respektive landes opmærksomhed endelig er rettet mod dollarstyrkelsens uheldige indflydelse på deres respektive eksport til resten af verden, hvilket med et halvt års forsinkelse har fået centralbankerne til på stribe at reducere renter og på anden måde svække deres valutaer.

Ved 6.30-tiden mandag morgen koster euro 1,1005 dollar mod 1,0960 dollar fredag eftermiddag.

Dollar koster samtidig 123,50 yen mod 123,70 yen fredag, mens der går 135,85 yen på en euro mod 135,70 yen fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Valuta❯ 

Relaterede nyheder