Valuta: Sidelinjen er foretrukken opholdsplads for investorer

Udgivet den 21-09-2020  |  kl. 06:32  |  

Investorerne står klippefast på sidelinjen på valutamarkedet mandag morgen, hvor kursudsving er så godt som ikke eksisterende i forhold til fredag eftermiddag.

Baggrunden for den handelsmæssige modvilje skal findes i den nye uges mange vigtige PMI-offentliggørelser fra såvel Europa som Japan og USA samt ikke mindst en række taler fra topfolk i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Øverst på listen over potentielle pengepolitiske indikationer står Federal Reserve-topchef Jerome Powells redegørelser for den amerikanske centralbanks pengepolitik over for kongressens to økonomiske udvalg senere på ugen.

Investorerne vi spidse øren, når Powell forklarer rationalet bag Federal Reserves mere imødekommende tilgang til inflation, der ventes at holde renten lav i lang tid fremover, idet der er indbygget en vis imødekommenhed over for midlertidige stigninger i inflationen, uden at det vil føre til strammere rentepolitik.

Og mens Jay Powell tegner og fortæller i Washington, er der sideløbende taler fra Charles Evans, Raphael Bostic, Lael Brainard, James Bullard, Mary Daly og John Williams, der alle er medlemmer i Federal Reserves renteudvalg - Federal Open Market Committee, FOMC.

Det kan få konsekvenser for blandt andet japanske yen, hvis der er indikationer, som indebærer en endnu løsere pengepolitisk indstilling.

- Yen er en attraktiv valuta, og jeg ser ingen grund til at sælge den, siger chefanalytiker Chris Weston fra Pepperstone i Melbourne under henvisning til, at de reelle renter i Japan i modsætning til USA er positive.

- Det gør yen meget attraktiv, især over for pund og dollar, hvor de reelle renter ikke kun er negative, mens for USAs tilfælde aktivt er forsøg fra Fed på at reducere renten.

Det har - sammen med usikkerheden om udfaldet af det amerikanske præsidentvalg og det globale økonomiske opsving fra pandemien - sendt yen tæt på et syv ugers højdepunkt.

Euro koster mandag morgen 1,1860 dollar mod 1,1855 dollar fredag eftermiddag, mens dollar ligger i 104,40 yen per dollar mod 104,45 yen fredag.

Pund koster mandag morgen 1,2955 dollar mod 1,2950 dollar fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder