Valuta: Svensk krone løftes i forventning om rentesænkning

Udgivet den 02-06-2014  |  kl. 15:21  |  

Den svenske krone er i fremgang mandag eftermiddag, efter at udtalelser fra den svenske centralbanks vicechef, Per Jansson, har indikeret, at en rentesænkning ligger lige for ved det næste rentemøde i juli.

Per Jansson er bekymret over den fortsat lave inflation i Sverige og vurderer, at det er "et temmelig alvorligt problem," at de svenske forbrugerpriser halter efter Riksbankens målsætning. Derfor bliver den næste opgørelse over den svenske inflation den 12. juni ganske afgørende for Riksbankens beslutning i juli, lyder meldingen.

- Det er bekymrende, at vi har en så lav inflation. Hvis de langsigtede inflationsforventninger afviger fra målsætningen, er det allerede for sent, siger Per Jansson ifølge Bloomberg News.

Meldingerne puster yderligere til forventningerne om, at Riksbanken sænker sin styrende rente, formentlig med 25 basispoint til 0,50 pct., på mødet i juli, og derfor styrkes den svenske krone mandag.

Over for euro styrkes den svenske krone med 0,2 pct., så der mandag eftermiddag går 9,1011 skr. per euro mod 9,1188 skr. sent fredag, mens styrkelsen over for dollar er på 0,1 pct., så der går 6,68 skr. per dollar mod 6,69 skr. sent fredag.

Over for den danske krone styrkes den svenske med 0,2 pct. Dermed koster en dansk krone mandag eftermiddag 1,2193 skr. mod 1,2216 sent fredag.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk