Valuta: Uroen rammer hårdt - dollar på hastig retræte

Udgivet den 24-08-2015  |  kl. 06:32  |  

Mandag morgens kraftige uro på de asiatiske aktiebørser rammer hårdt ned i det allerede forslåede valutamarked.

Investorerne flygter fra de nye markeder i fuld galop og trods en stor søgning mod blandt andet amerikanske statspapirer, er presset på dollar så stort, at den ellers så ombejlede amerikanske valuta er sendt til tælling.

Det betyder, at de gennem lang tid opbyggede enorme dollarpositive spekulationsbeholdninger nu står i første række til at blive likvideret, inden tabene overstiger de solide gevinster, som ellers har ligget i kortene gennem menage måneder.

Spekulationen i at en amerikansk renteforhøjelse skulle sende dollar mod nye højder, har fået et alvorligt skud for boven af den kinesiske vækstnedtur og den efterfølgende kraftige finansielle uro på såvel aktie som rentemarkederne.

- Yen og euro nyder godt af både risikoaversionen mod de nye markeder (emerging markets) som følge af den overraskende kinesiske devaluering af yuan og fra faldende forventninger om, at Fed vil forhøje renterne, siger chefstrateg Mansoor Mohi-Uddin fra Royal Bank of Scotland Group i Singapore til Bloomberg News.

Den amerikanske dollar bliver dermed ramt på to fronter, og allerede fredag aften var første store skridt - et gennembrud af 1,1300 dollar per euro - en realitet.

Det afstedkom en usædvanlig advarsel fra den amerikanske storbank JPMorgan, der vurderede, at det afgørende brud kombineret med 2 på hinanden følgende højere daglige slutniveauer er stærke beviser for, at markedet nu rent faktisk har bevæget sig mod et euro-positivt scenarie. Næste stop er mellem 1,1700 dollar og 1,1815 dollar, vurderes det.

Ved 6.30-tiden mandag morgen koster euro 1,1485 dollar mod 1,1285 dollar fredag eftermiddag, mens dollar koster 120,85 yen mod 122,20 yen fredag eftermiddag.

Der går samtidig 138,80 yen på en euro mod 137,90 yen fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Valuta❯