Valuta: Vaccinenyt og håb om hjælp fra Fed svækker dollar mod euro

Udgivet den 01-12-2020  |  kl. 13:03  |  

Den amerikanske dollar svækkes en smule over for euro, da der tager noget af mandagens tab tilbage. Det sker, efter at gode vaccinenyheder øger investorernes tro på en hurtig økonomisk genopretning og dermed deres risikolyst.

Det er medicinalselskabet Pfizer, der sammen med tyske Biontech har søgt om nødgodkendelse til brug af selskabernes vaccine mod coronavirus i både USA og EU.

Går alt vel, regner selskaberne med at kunne tage vaccinen i brug inden udgangen af året.

Det giver investorerne lidt mere blod på tanden, og det betyder, at de rykker væk fra dollar, der normalt anses som værende en sikker valutahavn i krisetider.

Med til at svække dollar yderligere er, at det forventes, at den amerikanske centralbank, Fed, vil annoncere flere tiltag for at støtte den amerikanske økonomi på centralbankens møde 16. og 17. december.

De første indikationer kan dog komme allerede senere i dag, når centralbankchef Jerome Powell i aften dansk tid skal tale i den amerikanske kongres.

- Den generelle holdning er, at der vil være noget på decembermødet, eftersom der ikke har været nogen finanspolitisk udvikling gennem de sidste par måneder, siger Jason Wong, senior markedsstrateg hos BNZ, til Reuters.

Trods svækkelsen af dollar handles euro nogenlunde i mandagens niveau i forhold til dollar, hvor den amerikanske valuta blev gevaldigt styrket.

Euro handles tirsdag eftermiddag i 1,1963 dollar per euro mod 1,1957 dollar tirsdag morgen klokken 7. Euro kostede 1,1960 dollar mandag eftermiddag.

Omvendt svækkes pundet over for dollar, da pund tirsdag koster 1,3341 dollar mod 1,3365 dollar tirsdag morgen og 1,3350 dollar mandag eftermiddag.

Det sker, efter at både EU og Storbritannien mandag advarede hinanden om, at tiden er ved at rinde ud for en handelsaftale.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder