Valuta/Jyske: Styrtdykkende lira er en risiko for europæiske banker

Udgivet den 10-08-2018  |  kl. 11:53  |  

Den tyrkiske lira har været i nærmest frit fald i år. Et frit fald, der er blevet kraftigere i juli og august grundet amerikanske sanktioner mod Tyrkiet, fordi Tyrkiet ikke vil udlevere den amerikanske præst, Andrew Brunson.

- Det er noget, amerikanerne er meget negative over, og der sker et udsalg af tyrkiske aktiver. Man laver så at sige spekulation på valutaen. De prøver at dæmme lidt op for det i Tyrkiet, men de kan ikke rigtig håndtere eller kontrollere situationen, siger Morten Hassing Povlsen, der er rente- og valutastrateg hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Morten Hassing Povlsen peger også på, at det der typisk sker, når en valuta svækkes, er at renten hæves. Centralbanken i Tyrkiet har eksempelvis i juni hævet renten fra 8 til 17,75 pct. i maj og juni. Han tror dog ikke, at det er nok, hvis sanktionerne fortsætter.

Den tyrkiske lira er svækket med omtrent 32 pct. i forhold til den danske krone i år, og over for dollar er den tyrkiske valuta fredag ved middagstid svækket med næsten 55 pct. år til dato.

EUROPÆISKE BANKER KAN RAMMES AF SVÆKKET LIRA

Senest har det internationale erhvervsmedie Financial Times citeret anonyme kilder for, at Den Europæiske Centralbank (ECB) er bekymret for de europæiske bankers eksponering mod Tyrkiet, men den anser endnu ikke situationen for at være kritisk.

Financial Times skriver, at tyrkiske låntagere skylder spanske banker 83,3 mia. dollars, franske banker 38,4 mia. dollars og italienske banker 17 mia. dollars i en blanding af udenlandsk og lokal valuta.

For at beskytte de europæiske banker peger Morten Hassing Povlsen på, at Den Europæiske Centralbank (ECB) må handle ved at indføre restriktioner.

- Hvis de (ECB, red.) ikke gør et eller andet for at lave nogle kapitalrestriktioner omkring Tyrkiet, så er der risiko for, at liraen bare bliver ved med at falde, da det er en fritflydende valuta. De er nødt til at lave nogle restriktioner for, hvor meget de europæiske banker kan spekulere i de tyrkiske banker, siger Morten Hassing Povlsen.

Morten Hassing Povlsen forklarer bekymringen med, at der kan lides store tab på investeringer.

- Når liraen er faldet 32 pct. i forhold til kronen, så har du en investering, der i princippet er 32 pct. mindre værd i lokal valuta. Det er bekymrende for ECB, og det er noget, man har set tidligere, hvor man kiggede på, hvilke banker der havde investeret i Grækenland - nu er der bare fokus på Tyrkiet, siger Morten Hassing Povlsen.

Ifølge Financial Times, der har oplysningerne fra unavngivne kilder, kan den spanske bank BBVA, den italienske bank Unicredit og den franske bank BNP Paribas være eksponeret over for den svækkede valuta.

De tre banker har afvist at kommentere oplysningerne over for det amerikanske finansmedie, og det samme har ECB.

/ritzau/FINANS

Patrick Solberg

Tags:  macro❯  Forex❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
1,27%
 
17:30:01

 
1,23%
 
17:00:02

 
0,91%
 
17:00:02

 
-1,90%
 
19:01:01

 
-2,92%
 
19:01:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder