Vattenfall vil bygge rekordstore havmølleparker

Udgivet den 15-03-2016  |  kl. 15:11  |  
Arkiv: Foto

Vattenfall lægger an til igen at rykke grænserne for offshore vindenergi.

Mens Dong hidtil har haft førertrøjen på og for nylig besluttede at bygge det 1,2 gigawatt (GW) store Hornsea One-projekt, har Vattenfall sat ambitionerne endnu højere.

Det statsejede svenske selskab vil nemlig udvikle to projekter på hver 1,8 GW i havet ud for Storbritannien, nærmere bestemt 47 kilometer øst for Norfolks kyst.

Projekterne, Norfolk Vanguard og Norfolk Boreas, vil blive igangsat i 2016 og 2017, men det endelige valg af størrelser og vindmøller ventes dog først i 2020, skriver Vattenfall.

Svenskernes hidtil største projekt er danske Horns Rev 3 på 400 megawatt (MW), som ventes færdiginstalleret i 2017 med MHI Vestas' 8 MW-møller. I drift er Vattenfalls største projekt Thanet, som blev færdigbygget i 2010 med Vestas-møller på 3 MW hver.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder