Veloxis skærer ind til benet (NY)

Udgivet den 23-05-2012  |  kl. 11:21  |  

Veloxis omstrukturerer og skærer i antallet af medarbejdere for fremover alene at fokusere på lægemiddelkandidaten LCP-Tacro til behandling af patienter, der har fået organtransplantation.

Ændringerne ventes at medføre en reduktion i medarbejderstaben på 40-50 pct., så selskabet fremover vil beskæftige 30-35 medarbejdere. De årlige omkostninger ventes reduceret med 35-40 mio. kr. med fuld effekt fra 2013.

- Vi vil tilpasse vores selskab for at etablere den infrastruktur, der mest effektivt kan bringe LCP-Tacro gennem den planlagte produktregistrering i Europa og USA frem mod kommercialisering i USA. Vi påtænker at gennemføre ændringerne i lyset af vores voksende tiltro til LCP-Tacro og til vores mål om at levere størst mulig værdi for vores aktionærer på den mest effektive måde, siger administrerende direktør William Polvino i en kommentar.

Veloxis øvrige lægemiddelkandidater og forskningsaktiviteter vil blive afviklet. Samtidig gennemføres en række ændringer i ledelsen. Udviklingsdirektør Peter G. Nielsen forlader selskabet. Christina Sylvest forfremmes til senior vice president med ansvar for Global Clinical Operations and Development. John Weinberg forfremmes til driftsdirektør, og Lars Bjørn Rasmussen forfremmes til en nyoprettet stilling som Senior Vice President med ansvar for blandt andet kontraktproduktion og leverandørstyring.

Foreløbige data fra det igangværende studie af LCP-Tacro i nytransplanterede nyrepatienter ventes i midten af 2013. Efter planen vil der dermed kunne ansøges om markedsføringstilladelse for LCP-Tacro i USA i andet halvår 2013. I Europa planlægges en registreringsansøgning senere i år baseret på det afsluttede fase 3-studie med stabile nyretransplanterede patienter.

Ændringerne får ikke indflydelse på forventningerne til 2012, oplyser Veloxis.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk