Vestas' annoncerede ordreindgang faldt til 2064 MW i første kvartal

Udgivet den 01-04-2020  |  kl. 06:57  |  

Den danske vindmølleproducent Vestas havde tirsdag travlt med at få en række nye ordrer helt på plads inden afslutningen på første kvartal.

Tirsdag efter dansk børslukketid annoncerede Vestas fire ordrer med en samlet kapacitet på 366 megawatt (MW), og dermed har selskabet samlet set annonceret ordrer med en kapacitet på 2064 MW i første kvartal af 2020.

Det er et fald på 8,2 pct. fra en samlet annonceret ordreindgang på 2248 MW i de første tre måneder af 2019.

De uannoncerede ordrer, der ofte er blandt de mindre af slagsen, er ikke medregnet, da investorerne først får kendskab til dem i forbindelse med selskabets regnskabsaflæggelser. I regnskabet for første kvartal af 2019 kunne Vestas fremvise uannoncerede ordrer på 756 MW.

Tirsdag aften bekræftede Vestas en svensk ordre på 202 MW. Ordren omfatter 47 vindmøller af typen V150-4,2 MW og en 27-årig serviceaftale i af typen AOM 5000, som er den mest omfattende i Vestas' servicekatalog.

Derudover oplyste den danske vindmølleproducent, at den også har sikret sig en ordre på 36 MW i Polen. Mere præcist drejer det sig om 18 V100-2.0 MW-vindmøller, og derudover omfatter ordren også en "langvarig" AOM 5000-serviceaftale.

Vestas annoncerede også tirsdag aften en ordre på 80 MW i Tyskland, hvor kunden, Green Investment Group, har bestilt 19 vindmøller af typen V150-4,2 MW samt en 25-årige serviceaftale i AOM 5000-klassen.

Den sidste ordre, som Vestas nåede at annoncere i årets første kvartal, er en ordre på 14 V136-3.45 MW-vindmøller med en samlet kapacitet på 48 MW til et projekt i Italien. Her indgår der desuden en tiårige AOM 4000-serviceaftale.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder