Vestas-konkurrent pandemiramt: Havde milliardunderskud i første halvår

Udgivet den 13-08-2020  |  kl. 11:18  |  

Den tyske vindmølleproducent Nordex kom ud af første halvår med et underskud på 180 mio. euro, svarende til godt 1,3 mia. kr.

Udviklingen skuffer investorerne, som på børsen i Frankfurt ved middagstid torsdag har sendt selskabets aktie ned med 7,2 pct. til 10,50 euro.

Salget blev i perioden ellers mere end fordoblet til 2048 mio. euro fra 991 mio. euro i samme periode året før, hvilket afspejler en betydelig stigning i aktivitetsniveauet.

Bruttoomsætningen, som også inkluderer ændringer i lagre, steg dog mere begrænset til 1990 mio. euro fra 1604 mio. euro.

Den stigende omsætning slår dog ikke igennem på indtjeningen, idet selskabet er ramt af effekterne af covid-19.

- Effekterne af covid-19 blev tydeligt synlige i den operationelle forretning i andet kvartal, skriver Nordex, som har relativt store aktiviteter i coronaramte lande som Brasilien og Mexico, i regnskabet.

Driftsresultatet, EBITDA, faldt af den årsag til minus 708 mio. euro fra en positiv drift på 17,1 mio. euro i samme periode sidste år. Analytikere betegner over for Bloomberg News driftsresultatet som skuffende, selvom der var ventet en pandemieffekt af et omfang.

Nordez havde i første halvår desuden et ordreindtag på 2532 megawatt til en værdi af 1806 mio. euro - mod 3038 megawatt i samme periode sidste år.

Ved udgangen af halvåret var værdien af ordrebogen på 8,1 mia. euro, hvoraf 5,4 mia. euro var i projektforretningen, mens de resterende 2,7 mia. euro er serviceaftaler.

Nordex installerede i løbet af årets første seks måneder 662 møller med en samlet kapacitet på 2287 megawatt. Heraf blev 45 pct. installeret i Europa, 32 pct. i Nordamerika og 17 pct. i Latinamerika.

Per 30. juni havde Nordex en gæld på 241,4 mio. euro mod 83,9 mio. euro ved indgangen til året.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder