Vestas: Sigma 4 er vores mål

Udgivet den 08-11-2007  |  kl. 07:42  |  

For at effektivisere produktionen internt i Vestas iværksætter vindmøllegiganten implementeringen af kvalitetsstyringsværktøjet Six Sigma. Dermed vil Vestas til bords med de store.

Oprindeligt blev Six Sigma udviklet af Motorola for systematisk at eliminere fejl i produktionen. Flere af verdens største virksomheder opererer allerede med Six Sigma og har gjort det længe, herunder Bank of America, Caterpillar, Honeywell International, Merrill Lynch, 3M og General Electric.

I forbindelse med målsætningen om en EBIT-margin på 10-12 pct. i 2008, forklarede Ditlev Engel overfor NetPosten.dk. i forbindelse med pressemødet på i London, at den i høj grad skal sikres gennem et bedre samspil mellem leverandører og interne tiltag i virksomheden. Det skabes både gennem højere priser grundet bedre kontrakter samt en effektivisering af arbejdsgangene i virksomheden.

Nu lancerer Vestas Six Sigma som et af hovedelementerne i en ny effektiviseringsproces, og målsætningen for det kommende år er Sigma 4.

- Vi kan endnu ikke sige præcis, hvor vi ligger på Sigma-skalaen, da vi på nuværende tidspunkt ikke har tilstrækkelig data, men vi er ikke ved Sigma 4 endnu, udtaler Vestas topchef Ditlev Engel i forbindelse med et pressemøde på The Landmark London. Sigma 6 det langtsigtede mål.

Six Sigma er en statistisk standard for variation i fejlmarginen, som en række industrier kører med som en måleenhed, og Vestas vil gennem implementering af dette styringsredskab sikre en lavere fejlmargin og effektivisere produktionen. Six Sigma indeholder seks niveauer, Sigma 1 til Sigma 6.

Ifølge Vestas' oplysninger svarer Sigma 3 til et produkt, der varierer fra det fejlfrie produkt, så det er 93,32 pct. perfekt, hvilket omtrent svarer til en omkostning på 20-30 pct. af omsætningen grundet produktfejl, kundekrav og tilfredshed.

Sigma 4 svarer til 99,38 pct., hvilket kan reducere omkostningerne af omsætningen til 15-20 pct. Går man op til Sigma 6, der er topniveauet, opnås et produkt, der er 99,99966 pct. perfekt, svarende til omkostninger under 10 pct. af omsætningen.

Det nye tiltag kan således være med til at sikre en væsentlig reducering af omkostninger forbundet med produktfejl.

Med Vestas' omsætning kan der være meget at spare. Forskellen fra Sigma 3 til Sigma 5 er, set i forhold til Vestas' omsætning for de første ni måneder, mindst på 5 pct. og højst på 20 pct. Det svarer til øget omsætning på 150 mio. EUR til knap 600 mio. EUR.


Af Andreas Secher Boye, ab@netposten.dk.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder