Vestas: Slutter kvartalet af med ordreregn på 1617 MW

Udgivet den 01-10-2019  |  kl. 00:00  |  

Den danske vindmøllekoncern Vestas har mandag afsluttet tredje kvartal af med en ordreregn. Samlet set sikrede Vestas sig mandag ni nye bestillinger til ordrebogen på samlet 1617 megawatt (MW).

Det amerikanske marked var den helt store topscorer med fem ordrer i alt på samlet 1316 megawatt. To af dem med en kapacitet på 589 megawatt i alt blev annonceret i børsmarkedets åbningstid, men mandag aften blev det fulgt op af yderligere tre ordrer med et samlet omfang på 727 megawatt.

Udover det blev det efter børsmarkedets lukning også til en lille ordre i Grækenland på 16 megawatt, en repowering-ordre af to projekter i Italien på 43 megawatt, den hidtil største Enventus-ordre fra et finsk projekt på 211 megawatt og endelig en tysk turnkey-bestilling på 31 megawatt.

I alt for mandag 1617 megawatt.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯