Vi befinder os i eftertænksomhedens år

Udgivet den 16-08-2021  |  kl. 06:00  |  

Indblik er i denne uge skrevet af Peter J. Mattsen, direktør Nykredit Mægler, Nybolig & Estate. Foto: Nybolig.

2020 var på alle måder et rekordår på det danske boligmarked. Danskerne købte og solgte boliger som aldrig før, og kvadratmeterpriserne skød til vejrs.

Det er en udvikling, som det seneste gode års tid har gavnet mange boligejere. Men det er samtidig tider som disse, der giver plads og rum for eftertænksomhed. For mens 2020 var et rekordår, viser 2021 sig på mange måder sig som et paradoksalt år.

Den enorme handelsaktivitet på boligmarkedet fik tidligere på året flere eksperter til at råbe vagt i gevær. Boligpriserne steg for kraftigt, og boligmarkedet var i fare for overophedning, lød advarslerne. Det fik Det Systemiske Risikoråd til at foreslå stramninger på boligmarkedet. Men samtidig har vi de seneste uger set, hvordan genåbningen og danskernes tilbagevenden til en mere normal hverdag nu har en dæmpende effekt. Det intense fokus på boligmarkedet begynder at aftage en smule.

Boligsalget i landets ejendomsmæglerkæder viser, at normaliteten er ved at indfinde sig, og boligudbuddet er begyndt at stige, så landets mæglere nu igen får flere boliger på hylderne. Det er med til at bringe mere balance i boligmarkedet.

Diskussionen bør ændres

Derfor mener jeg, at vi bør føre en helt anden diskussion. Ja, vi bør faktisk vende diskussionen på hovedet.

Vi skal sikre, at boligmarkedet ikke taber pusten, nu hvor danskerne i vid udstrækning vender tilbage til hverdagen og livet før corona. Her er stramninger absolut ikke den rette knap at skrue på.

Heldigvis er et flertal af politikerne på Christiansborg enige i, at boligmarkedet fungerer bedst uden politisk indblanding. Boligmarkedet skal have lov til at regulere sig selv. Og det er er lige præcis det, der sker i disse måneder.

Det danske arbejdsmarked er kendt for den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter på lønmodtager- og arbejdsgiversiden, der sammen forhandler løn- og arbejdsvilkår.

På samme måde bør vi forestille os en dansk model for boligmarkedet, hvor de to parter her er udbud og efterspørgsel. Boligmarkedet er bedst tjent med, at markedet finder den rette balance - på egen hånd. For boligmarkedet kan og vil regulere sig selv i den kommende tid. Det viser vores data.

Vi skal sikre et godt boligmarked

Selvom vi ser mere normale takter på boligmarkedet, handles der stadig lejligheder, villaer og sommerhuse i stor stil. Og der er ingen grund til at tro, at danskernes boligbehov ikke vil stige de kommende år. I 2019 pakkede danskerne deres ejendele ned i flyttekasser mere end 892.000 gange, og i 2020 blev der registreret 928.000 flytninger, viser tal fra Danmarks Statistik.

Derfor bliver vores opgave i årene frem at sikre, at boligmarkedet følger med befolkningens efterspørgsel. Vi skal understøtte det danske boligbyggeri, som er med til at mætte den stigende boligefterspørgsel. Og som ejendomsmæglere skal vi lægge os i selen for at tilbyde danskerne skræddersyet rådgivning, der passer til deres ønsker, behov og livssituation.

Vi skal sikre et godt boligmarked. Nu og i fremtiden.

The post Vi befinder os i eftertænksomhedens år first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯