Vi søger bolig på arbejdet og fortsætter jagten hjemme på mobilen

Udgivet den 14-09-2019  |  kl. 06:00  |  

Danskerne søger efter bolig i arbejdstiden, og de fortsætter boligjagten på mobilen, når de kommer hjem, viser besøgstal på Boligsiden. Foto: Boligsiden

Bruger du computeren på arbejdet til lige at tjekke drømmeboligen ud? Og kan du ikke helt slippe drømmen, men søger videre på mobilen derhjemme? Så er du ikke alene.

En ny opgørelse over besøg på Boligsiden viser nemlig en klar tendens i brugernes adfærd på hjemmesiden. Særligt fra kl. 8.30 om morgenen, når folk er mødt ind på deres arbejde, indledes boligjagten på computeren. Og her fortsætter den frem til kl. 15.00, hvor antallet af besøgende fra en computer begynder at dale.

Det betyder dog langtfra, at danskerne hermed indstiller deres boligjagt. De finder i stedet nye redskaber frem i deres søgning.

Om eftermiddagen og aftenen frem til kl. 22.00 ses der nemlig en helt klar stigning i antal af besøgende, som anvender deres mobiltelefon i boligjagten.

"Et boligkøb er en stor beslutning, og i processen med at finde frem til sin drømmebolig bliver der brugt mange timer foran skærmen. Derfor er det også meget naturligt, at det fylder meget i købernes bevidsthed hele døgnet rundt," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Mobilen er favoritten

Ifølge den nye opgørelse over besøg når antallet af besøg på Boligsiden sit toppunkt, når aftensmaden er ryddet af bordet, og børnene er puttet. På en gennemsnitsdag i juli 2019 var der kl. 21.00 således knap 12.000 besøg på Boligsiden.dk, og trafikken ebber først ud efter kl. 22.00.

"Hverdagen er for mange danskere fyldt med praktiske gøremål, og det er de færreste, der kan hive hele dage ud af kalenderen, når beslutningen om at købe ny bolig er truffet. Derfor er der ikke uforståeligt, at mange vælger at fylde de små pauser på jobbet med boligsøgning, især fordi mange af os netop sidder foran en computer, når vi er på arbejde," siger Birgit Daetz og fortsætter:

"Af samme årsag giver det også ganske god mening, at vi fortsætter boligjagten via mobiltelefonen derhjemme. På den måde kan der hurtigt sniges en portion boligsøgning ind, når vi har overstået dagens gøremål og sat os i sofaen."


Grafen over antal besøg på Boligsiden viser tydeligt, at danskerne skifter computeren ud med mobilen omkring kl. 15.00. Men de har gang i boligsøgningen hele dagen. Foto: Boligsiden

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯