Zealand Pharmas direktør har fokus på at indgå flere partneraftaler

Udgivet den 07-09-2022  |  kl. 11:42  |  
Arkiv: Foto

Zealand Pharmas nyslåede partneraftale med Novo er blot en af flere aftaler, som biotekselskabet håber at indgå i de kommende år.

Selskabet ændrede nemlig strategi i marts og vil fremover fokusere på forskning og udvikling, og lade partnere stå for den kommercielle del af forretningen. Det sker i erkendelse af, at det er dyrt at opbygge en salgsorganisation.

Derfor solgte Zealand tidligere i år rettighederne til insulinpumpen V-Go for 10 mio. dollar til amerikanske Mannkind, og har onsdag også solgt de kommercielle rettigheder til nødpennen Zegalogue til Novo.

- Vores fokus har været at få en aftale for Zegalogue. Vi skulle have denne her aftale i hus nu, fordi vi har skåret vores amerikanske salgsorganisation ned. Fremover vil fokus så være på, at indgå strategiske partnerskaber for vores andre senfaseprodukter, siger Adam Steensberg, administrerende direktør i Zealand Pharma, til MarketWire.

Pipelinen med lægemiddelkandidater tæller blandt andet Glepaglutid, der snart er igennem fase 3-forsøg til behandling af korttarmssyndrom.

Zealand beholder desuden rettighederne til andre udviklingsprogrammer med Dasiglukagon, der er den aktive ingrediens i nødpennen Zegalogue.

Det gælder udviklingen af Dasiglucagon til brug i en kunstig bugspytkirtel, og Dasiglucagon som behandling til børn med medfødt hyperinsulisme.

- Nu ændrer vi fokus til nogle af vores andre produkter. Her er det klart, at i forhold til kongenit hyperinsulisme, som vi ansøger om markedsføringstilladelse for tidligt næste år, vil vi nu gå meget aktivt ind og drive partnerdiskussionerne. Her er vores plan at få en partner på plads senere i år eller næste år, siger Adam Steensberg.

Han ser desuden store perspektiver i Glepaglutid.

- Det helt store produkt i vores pipeline er Glepaglutid, hvor vi får fase 3-data i slutningen af september, og her ligger væsentligt mere værdi. Desuden er der stor værdi knyttet til vores fedmeportefølje, siger Adam Steensberg.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  CEO❯  Shares❯