Zelenskyj mødes med EU-ledere efter spekulationer om fredsstyrker
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skal onsdag mødes med ledere fra EU-lande i Bruxelles.
Det oplyser unavngivne kilder til nyhedsbureauet Reuters.
Det er blandt andet lederne af Tyskland, Frankrig og Polen, der deltager i mødet, som ligger dagen før det planlagte EU-topmøde for stats- og regeringschefer i Bruxelles torsdag.
Chefen for forsvarsalliancen Nato, Mark Rutte, ventes at være vært for mødet onsdag, skriver Reuters.
På dagsordenen er støtten til Ukraine, siger de unavngivne kilder.
Det står ikke klart, hvad der nærmere skal diskuteres.
I den seneste tid er det blevet beskrevet i internationale medier, at der blandt EU-lande er overvejelser om at sende fredsbevarende styrker til Ukraine i forbindelse med en eventuel våbenhvile med Rusland.
Senest har Polens premierminister, Donald Tusk, kommenteret spekulationerne.
Han havde torsdag Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på besøg i Warszawa. Her var spørgsmålet oppe at vende, sagde Tusk.
Han afviste, at Polen har planer om at sende fredsbevarende styrker til Ukraine.
Mødet kommer på et tidspunkt, hvor Ukraine er presset ved fronten.
Rusland har på det seneste erobret land med en hastighed, der ikke er set siden 2022, hvor Rusland indledte sin invasion af nabolandet.
Ukraine har samtidig haft svært ved at rekruttere nye soldater. Historier om korruption i hæren og mangelfuld træning af nye soldater har fået flere til at vægre sig.
Militæret har ligeledes set en stigning i antallet af soldater, der deserterer.
Fredag har den nyligt udpegede chef for Ukraines landsstyrker meldt ud, at hans gren af militæret skal "transformeres".
- Styrkerne har brug for forandringer, ny energi blandt soldaterne og en moderne tilgang til udviklingen af deres evner, siger Mykhailo Drapatyi.
Det er blandt andet træningen af soldater, der skal have en overhaling, siger han.
/ritzau/
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›