En planlagt afgiftsforhøjelse på elbiler (EV’er) i 2026 har udløst en betydelig politisk debat, hvor en række svar fra Skatteministeriet afslører de vigtigste afvejninger, der står på spil. Regeringen står over for et dilemma: at fortsætte med en politik, der er designet til at gøre den grønne omstilling finanspolitisk ansvarlig og retfærdig, eller risikere et milliardtab i indtægter og forværre den sociale ulighed. Kernen i spørgsmålet ligger i at afgøre, hvem der skal bære omkostningerne ved at incitere til overgangen til elektrisk transport.
En skatteændring for at kontrollere high-end elbiler
Den nuværende politik giver en afgiftsfri grænse for elbiler med priser op til 419.000 kroner, en foranstaltning, der med succes har accelereret udbredelsen af elbiler. En aftale fra 2020 fastsætter dog, at denne grænse vil blive reduceret til 362.300 kroner næste år. Denne planlagte ændring er specifikt designet til at målrette større og dyrere modeller fra mærker som Porsche og BMW, samt high-end-varianter fra Tesla og Kia. Fortalere for afgiften argumenterer for, at den sikrer, at statsstøtte rettes mod at gøre mellemklasse, familievenlige elbiler – såsom Skoda Elroq og VW ID 3 – mere tilgængelige, samtidig med at subsidier til luksusbiler ophører.
Det finanspolitiske og sociale lighedsdilemma
Skatteministeriets egne beregninger har tilføjet stærke data til debatten. Tallene viser, at det ville komme med en høj pris at opgive den planlagte afgiftsforhøjelse, med et øjeblikkeligt provenutab på cirka 2,6 milliarder kroner i 2026, et tal, der forventes at stige til 11,3 milliarder kroner i 2035. Mere kritisk er det, at dataene fremhæver en markant forskel i, hvem der ville drage fordel af en skattelettelse. Ministeriets svar tyder på, at de rigeste 10% af befolkningen ville modtage en årlig skattelettelse på 7.870 kroner, mens de fattigste 10% kun ville se 410 kroner i fordel. Dette demonstrerer et betydeligt socialt lighedsproblem, da skattelettelsen uforholdsmæssigt favoriserer højindkomstkøbere af luksus-elbiler, en tendens, der allerede er mere udtalt end på markedet for traditionelle biler.
Skatteministeren, der er ansvarlig for at indkalde til et “pitstop”-møde for at gennemgå politikken, befinder sig i en vanskelig situation, hvor han skal afveje konkurrerende politiske og finanspolitiske interesser. Hans egne ministeriers data giver et klart billede af omkostningerne ved at udsætte skatten og tilføjer en nøgtern og kvantificerbar dimension til en debat, der i høj grad har været drevet af politisk spekulation.