Boconcept/CEO: Stærk ordreindgang og valuta giver stor fremgang

Udgivet den 02-12-2015  |  kl. 14:54  |  

En fortsat positiv udvikling i same-store-sales, medvind fra valutakurser og en forbedret leveringsevne har drevet de positive resultater for møbelkæden Boconcept i selskabets andet kvartal af det forskudte regnskabsår.

Det slår Torben Paulin, der er administrerende direktør i den Herning-baserede virksomhed, fast over for Ritzau Finans.

- Vores same-store-sales ude i butikkerne bliver ved med at vækste, og det var vi egentlig lidt nervøse for i forbindelse med den nye sæsonstart 1. september, fordi vi sidste år havde mange nyheder, hvilket vi ikke havde i år. Men det gik godt, og det er gået godt i hele kvartalet. En anden lille deltalje er, at vores leveringsevne har været historisk god, siger Torben Paulin.

Han forklarer den forbedrede leveringsevne med, at Boconcept sidste år igangsatte et effektiviseringsprogram, og at selskabets driftsdirektør, Peter Linnet, har formået at arbejde videre på de gode takter derfra.

I kvartalet betød den forbedrede leveringsevne, at ordrerne blev ekspederet hurtigere af sted, hvilket medførte, at ordrebeholdningen ved udgangen af oktober var cirka 19 mio. kr. lavere end på samme tidspunkt sidste år.

Ordreindgangen i same-store-sales steg i andet kvartal med 14,4 pct. På halvårsbasis lød stigningen på 15,4 pct., mens omsætningen for perioden endte på 331,0 mio. kr. Det var en vækst på 13 pct. i forhold til samme kvartal sidste år, og heraf bidrog fordelagtige valutakurser med 5,4 pct. af væksten i kvartalet.

Til trods for de gode væksttakter og en opjustering af forventningerne til dette og næste regnskabsår, så vil Torben Paulin ikke love investorerne, at de fremover kan lune sig ved udsigten til vækstrater i det niveau, som selskabet leverede for andet kvartal.

- Det kan vi ikke love, for den ene del af det er båret af valuta. Og det er klart, at når vi nu har haft syv kvartaler med positiv same-store-sales vækst, så bliver det vækst på vækst, og det skal vi også have, men det bliver nok en mindre vækstrate, siger direktøren.

Boconcept venter nu omsætningsvækst på cirka 7-8 pct. i det nuværende regnskabsår og en EBIT-margin på 7-8 pct. Tidligere ventede selskabet en omsætningsvækst på 5 pct. og en EBIT-margin i niveauet 5-6 pct.

Næste år regner selskabet med en EBIT-margin på 8-10 pct. mod tidligere 5-7 pct.

/ritzau/FINANS

Nicoline Sørensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  CEO❯