Nyt dansk oliefelt sat i produktion

Udgivet den 04-03-1999  |  kl. 09:54  |  

København--4. marts--NetPosten--Et nyt dansk oliefelt er sat i produktion. Statoil gruppens Siri felt blev sat i produktion om aftenen den 1. marts. Oliefeltet, der i løbet af 1999 forventes at producere op til ca. 50.000 tønder olie om dagen, er hermed det første felt på dansk område, hvor Mærsk Olie og Gas AS ikke står for driften, oplyser Energistyrelsen.

Som noget nyt på dansk område, bliver der hermed for første gang produceret olie fra et felt uden for Central Graven. Olien fra feltet vil blive lagret i et undersøisk tankanlæg, som udgør en del produktionsplatformen, og vil herfra blive sendt til land med tankskib.

Foruden Statoil Efterforskning og Produktion A/S, som står for driften af Siri feltet, deltager Enterprise Oil Denmark Ltd., Dansk Olie- og Gasproduktion A/S, Phillips Petroleum Int. Corp. Denmark og Denerco Oil A/S som rettighedshavere i det nye felt.

Udgivet af: NPinvestordk