USA/T-bond: Korte renter dykkede - data for producentpriser trak ned

Udgivet den 15-01-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske markedsrenter, især i den korte ende, faldt fredag, da en aflæsning af producentprisernes udvikling i december var overraskende svag.

Det sendte den korte toårige rente i sit laveste siden maj sidste år, og spekulationerne om rentenedsættelser i 2024 tog samtidig til.

Mandag er det amerikanske marked lukket grundet fejringen af Martin Luther King Day.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt fredag med 2 basispoint til 3,94 pct., hvilket er omtrent samme niveau, som da det danske marked lukkede for weekenden.

I løbet af fredagen svingede den tiårige rente mellem 3,91 og 4,00 pct., og henover hele ugen blev det til et fald i renten på 10 basispoint fra 4,05 pct. sidste uge.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente dykke med 10 basispoint til 4,15 pct. Den toårige rente satte sig hver dag i den forgangne handelsuge med samlet 23 basispoint fra 4,38 pct. sidste fredag.

Handlen med rentefutures indikerede samtidig fredag næsten syv rentenedsættelser á hver 0,25 pct.point, og markedet indregner derfor en nytårsrente på 3,65 pct. Det skal sammenlignes med det nuværende niveau for centralbankrenten på 5,25-5,50 pct.

Det var desuden et noget andet billede end torsdag, da rentefutures indikerede lidt mere end seks rentesænkninger i år og en slutrente på 3,78 pct.

Producentpriserne steg i december med 1,0 pct. på årsbasis mod ventet 1,3 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, men dog 0,9 pct. i november. På månedsbasis faldt de med 0,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯