Obligationer/middag: Renter tikker ned før inflationsnyt fra USA

Udgivet den 13-02-2024  |  kl. 12:17  |  

Rentefaldene fra åbningen på det danske obligationsmarked er blevet udbygget tirsdag middag forud for eftermiddagens vigtige inflationstal fra USA.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger ved 12-tiden 3 basispoint lavere end mandag i 2,47 pct. efter en åbning tirsdag morgen omkring 2,49 pct.

Inflationstallene fra USA offentliggøres klokken 14.30 og ventes ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News at vise, at prisstigningstakten er aftaget til 2,9 pct. i januar fra 3,4 pct. i december.

Kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevare- og energipriserne, ses desuden aftage til 3,7 pct. fra 3,9 pct. Det vil i givet fald være det laveste niveau siden april 2021, men der hersker som altid usikkerhed.

- Hvis inflationen ikke aftager som ventet, vil det kunne presse renterne op. Det vil nemlig være med til at understrege, at rentenedsættelser ikke er sandsynlige på den helt korte bane, skriver Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, i bankens morgenkommentar.

Markedsdeltagerne er tirsdag formiddag blevet præsenteret for opgørelsen af det tyske ZEW-indeks, der er en måling af de tyske finansielle aktørers syn på den økonomiske udvikling i landet.

Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, skuffede med et fald til minus 81,7 fra minus 77,3. Konsensus var ifølge Bloomberg et fald til minus 79,0.

På den positive side steg forventningsindekset til 19,9 fra 15,2 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en mindre stigning til 17,3.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯