Valuta: Fravær af nye indikationer sender bolden mod New Zeeland

Udgivet den 28-02-2024  |  kl. 06:32  |  

De stille markedsbetingelser er fortsat i højsædet på valutamarkedet onsdag, hvor fokus er indstillet på torsdagens amerikanske inflationsdata.

Det holder de store valutaer som euro, pund og yen i et jerngreb, mens de to stillehavs-valutaer, new zeeland dollar og australske dollar får sjælden stor opmærksomhed efter det pengepolitiske møde i Reserve Bank of New Zealand og bløde inflationstal fra Australien.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen ved 5-tiden i 103,91 mod 103,79 tirsdag eftermiddag.

Tirsdagens sekundære amerikanske data for varige goder forstyrrer ikke markedet, da alle øjne er rettet mod det amerikanske kerneprisindeks for personlige forbrugsudgifter (PCE), der kommer torsdag.

Der ventes en stigning på 0,4 pct. på månedsbasis i januar mod en stigning på 0,2 pct. i december.

PCE-dataene er den amerikanske centralbank, Federal Reserves foretrukne inflationsindikator, og den til stadighed hårdnakkede inflation ventes at få Federal Reserves monetære udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), til fortsat at vente med at reducere renten.

Markedet har stort set udskudt en rentenedsættelse på både FOMC-mødet i marts og maj, mens sandsynligheden for en reduktion i juni ligger omkring 50 pct. ifølge CME's Fedwatch.

- Med markedets forventningerne på linje med Federal Reserves seneste fremskrivninger og kommentarer, vil markedsdeltagerne kun reagere, hvis de ser et brud på trenden i de vigtigste data, især noget der antyder svækket vækst, siger chefstrateg Charu Chanana fra Saxo Bank i Singapore til Reuters.

Fraværet af nye indikationer retter dagens fokus ind på Reserve Bank of New Zealand, der holdt kontantrenten uændret 5,5 pct. på det pengepolitiske møde i Wellington.

Markederne havde forud for mødet indregning en 33 pct. sandsynlighed for at centralbankens ville hæve kontantrenten for at bekæmpe en stædig inflation, men fraværet af en stramning sammen med forholdsvis bløde kommentarer fra bankens ledelse svækkede umiddelbart New Zealand dollar - også kaldet kiwi - til 0,6110 amerikanske dollar fra 0,6175 amerikanske dollar inden beslutningen og 0,6173 amerikanske dollar tirsdag eftermiddag.

- Satsninger på en stramning var reduceret i de seneste dage, men der var tydeligvis stadig en vis forventning om en stram bias i erklæringen givet den umiddelbare reaktion i den newzealandske dollar, siger analytiker Matt Simpson fra City Index ifølge Reuters.

Svækkelsen af kiwi-dollar kombineret med et sæt bløde forbrugerpriser i Australien trækker australske dollar ned til 0,6521 amerikanske dollar mod 0,6548 amerikanske dollar tirsdag eftermiddag.

Euro koster onsdag morgen 1,0833 dollar mod 1,0847 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2667 dollar mod 1,2683 dollar tirsdag.

Dollar ligger samtidig i 150,51 yen mod 150,44 yen tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯