USA/T-bond: Renterne faldt efter meldinger fra Federal Reserve

Udgivet den 21-03-2024  |  kl. 06:32  |  

Onsdagens meldinger fra den amerikanske centralbank gav kun anledning til mindre udsving i renterne, der endte med et mindre fald.

Federal Reserve fastholdt da også som ventet renten, og centralbanken indikerer fortsat tre rentenedsættelser i 2024. Dog har den skruet lidt på sin renteprognose for 2025 og ser nu tre nedsættelser mod tidligere fire.

Umiddelbart efter rentemeddelelsen steg renten på den toneangivende tiårige amerikanske til 4,31 pct., men den faldt efterfølgende tilbage og endte i 4,27 pct. - 2 basispoint lavere end tirsdag.

Torsdag morgen er den tiårige rente 4,26 pct. på markedet i Tokyo. Det er 2 basispoint mindre end ved dansk lukketid onsdag.

Den toårige rente faldt mere udtalt, og den endte 8 basispoint lavere i 4,60 pct.

Torsdag morgen er den toårige T-bond-rente 4,59 pct. i Tokyo.

Budskabet fra centralbankens øverste chef, Jerome Powell, var i høj grad en gentagelse.

- Vi vurderer, at renten formentlig er på toppen for denne cyklus, og hvis økonomien i brede træk udvikler sig som ventet, vi det formentlig være passende at begynde at rulle stramningerne tilbage på et tidspunkt i år, lød det på den efterfølgende pressekonference.

Der var ikke umiddelbart nyt om at sænke farten på reduktionen af balancen.

Balancen bliver reduceret med omkring 90 mia. dollar om måneden, og der er på de sidste to dages møde ikke taget yderligere beslutninger om de fortsatte reduktioner.

- Vi har ikke taget nogen beslutning i dag. Den generelle holdning hos komiteen (rentekomiteen, red.) er, at det vil være passende at sænke hastigheden på reduktionerne relativt snart, hvilket stemmer overens med de planer, vi tidligere har meldt ud, sagde Jerome Powell .

En reduktion af balancen er det samme som en kvantitativ stramning.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯