Amerikansk Novo-rival in spe stiger efter godkendte studiedata

Udgivet den 26-03-2024  |  kl. 14:36  |  
Arkiv: Foto

Viking Therapeutics har indledt handlen tirsdag solidt i grønt, efter at selskabet har fremlagt opløftende data fra sit fase 1-studie med en lægemiddelkandidat til vægttab.

Aktien stiger 15,1 pct. til 76,60 dollar i den indledende handel.

Studiedataene levede samtidig op til markedets forventninger, skriver Reuters.

Studiet med sin orale formulering af fedmemidlet VK2735 viste et vægttab på op til 3,3 pct. efter 28 dages behandling.

Viking Therapeutics oplyser, at man planlægger at teste højere doser af lægemidlet i længere tid, og at man regner med at kunne påbegynde fase 2-studier senere i år.

- Vi mener, at et oralt præparat med høj tolerabilitet kan udgøre en attraktiv potentiel behandlingsløsning for patienter med svær overvægt. Vi ser frem til at undersøge længere behandlingsperioder og potentielt højere doser, siger Brian Lian, der er administrerende direktør i Viking, ifølge Reuters.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯