Aalborg Portland anker EU-domstolens kendelse om markedsdelingsaftaler

Udgivet den 15-05-2000  |  kl. 14:08  |  

København--15. maj--NetPosten--FLS Industries meddelte mandag, at selskabet agter at anke EU-domstolens kendelse vedrørende cementvirksomheden Aalborg Portlands påståede deltagelse i en europæisk markedsdelingsaftale.

Aalborg Portland A/S har analyseret domstolens kendelse af 15. marts i sagen om selskabets postulerede deltagelse i ovennævnte markedsdelingsaftale. EU-domstolen nedsatte den i 1994 oprindeligt pådømte bøde på 30 mio. kr. til 17 mio. kr. (inkl. påløbne renter fra 42 mio. kr. til ca. 24 mio. kr.). Aalborg Portland fik således kun delvist medhold af EU-domstolen.

På baggrund af en samlet vurdering har Aalborg Portland - på linie med en række af de øvrige europæiske cementproducenter der i marts måned blev dømt af EU-domstolen - besluttet at anke domstolens afgørelse i sagen.

- Efter at have studeret dommen nøjere i samråd med vore advokater har vi vurderet, at selvom selve bevisbedømmelsen på grund af EU-lovgivningen ikke kan ankes, så er der en række retlige spørgsmål, der burde have været bedømt anderledes af domstolen. Herudover er der efter vor mening ikke proportionalitet mellem bødens størrelse og de påståede handlinger, siger Aalborg Portland Holdings adm. direktør Peter Assam i forbindelse med anken.

Med udgangspunkt i EU-domstolens nuværende sagsbehandlingstid forventes ankesagen at vare 1-2 år. Den idømte bøde inklusiv påløbne renter på i alt ca. 24 mio. kr. vil blive betalt samtidig med indlevering af ankestævningen med forbehold for tilbagesøgning af bøden, hvis Aalborg Portland får medhold i anken.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder