Airbus med leverancerekord i 2019 - og formentlig verdens største

Udgivet den 10-01-2020  |  kl. 19:26  |  

Mens konkurrenten Boeing befinder sig i krise, er franske Airbus kommet solidt gennem 2019. Koncernen har således i det forgangne år leveret 863 fly til sine kunder, hvilket var tre mere end de lovede 860 fly.

Leveranceniveauet var samtidig rekord for den franske flyproducent, skriver Bloomberg News, og med de realiserede leverancer har Airbus formentlig detroniseret Boeing som verdens største flyproducent. Boeing offentliggør sine leverancetal i næste uge.

Airbus har haft fordel af den krise, som Boeing er ramt af i forbindelse med, at to Boeing 737 Max inden for seks måneder - i 2018 og 2019 - styrtede ned med 346 omkomne til følge. Siden har Boeings daværende storsælgende flymodel haft globalt flyveforbud, ligesom det har vist sig, at Boeing i sin tid søgte at fremskynde godkendelsen af flytypen - måske på bekostning af sikkerheden.

Den situation har naturligvis gavnet det største alternativ til Boeing, og det er Airbus.

Airbus har dog også haft vanskeligheder med sin produktionseffektivitet henover 2019, og derfor måtte koncernen øge sit output i december med 75 pct. i forhold til november for at nå 860 leverancer. Tallet er imidlertid 20 fly færre end Airbus' oprindelige mål på 880 fly i 2019. Hver af de manglende 20 fly har ifølge investeringsbanken Citigroup reduceret indtjeningen med 10 mio. euro hver, skriver Bloomberg News.

Ordrebogen hos Airbus er samtidig også vokset netto med 2,8 pct. til 768 fly, og det tal omfatter annullerede ordrer på 363 fly.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯