AKTIER: All eyes on Mr Ben Bernanke

Udgivet den 30-01-2008  |  kl. 17:00  |  

Det danske aktiemarked blev handlet højere gennem hele dagen og skilte sig dermed ud fra resten af de europæiske markeder, hvor den negative stemning herskede.

Den positive stemning skyldtes en solid udvikling i de indekstungeste aktier som A.P.Møller-Mærsk, Novo Nordisk og Vestas.

Det toneangivende OMXC20-indeks endte dagen med en stigning på 0,85 pct. til indeks 412,42.

Realvæksten i den amerikanske BNP blev i dag rapporteret til at være steget med 0,6 pct, hvilket var lavere end de ventede 1,2 pct. Samtidig steg Core PCE, der er Feds foretrukne inflationsmål, med 2,7 pct. i fjerde kvartal, hvilket var over konsensus på 2,5 pct.

Hovedbegivenheden i dag er dog renteannonceringen fra den amerikanske centralbank, som ventes kl. 20.15 dansk tid. Mange venter en rentesænkning på 25 basispoint, men endnu flere en på 50 basispoint. Man skal være opmærksom på, at markedsreaktionen på annonceringen kan blive yderst volatil, og at den efterfølgende retning ikke nødvendigvis vil være den antagede retning på gode eller dårlige nyheder.

Medicinalkoncernen Novo Nordisk aflægger sit årsregnskab for 2007 i morgen. Aktien steg over 4 pct. forud for regnskabet, som offentliggøres inden åbningen i morgen. Fokus vil være på koncernens forventninger til 2008, som er særligt interessante i lyset af den svage dollarkurs.

Spændingen er taget noget ud af regnskabet for 2007, idet Novo Nordisk i forbindelse med indstillingen af AERx IDMS offentliggjorde, at omsætningsvæksten for 2007 ligger midt i det udmeldte interval på 11-14 pct. målt i lokal valuta, altså omkring de 12,5 pct.

Markedet venter ifølge Reuters et primært driftsresultat (EBIT) for 2007 på 8.778 mio. kr. ud af en omsætning på ca. 42,0 mia. kr. For 4. kvartal alene lyder forventningen til EBIT på 980 mio. kr.

Der kom endvidere en opjustering samt et regnskab i dagens marked.

Jeudan meddelte ud på eftermiddagen, at selskabet i 2007 venter at kunne opnå et EBVAT-resultat på 150-155 mio. kr. ud af en omsætning på ca. 500 mio. kr. Selskabet fremlægger årsregnskab den 27. februar, men har altså allerede nu valgt at offentliggøre deres opnåede resultat. Jeudans sidste udmeldte forventninger lød på et EBVAT-resultat på 150-170 mio. kr. for 2007, hvorfor det opnåede resultat altså ligger i den lave ende af de tidligere udmeldte forventninger.

I 2008 venter Jeudan at kunne opnå et EBVAT-resultat på 180-200 mio. kr. ud af en omsætning på omkring 640-670 mio. kr, hvilket svarer til en stigning på 30 pct. Jeudan endte dagen med en stigning på 0,36 pct. til kurs 563.

Per Aarsleff opjusterede i dag forventningerne for helåret 2007 med 20 mio. kr. Dermed venter selskabet nu at kunne opnå et resultat før skat på 190 mio. kr. i 2007/08.

Salling Bank fremlagde i dag regnskab for helåret 2007. Selskabet opnåede et resultat før skat på 22,3 mio. kr. mod sidste års resultat på 22,2 mio. kr. I 2008 venter banken at kunne opnå et resultat før skat på 15-18 mio. kr., hvilket ifølge bankens skyldes det turbulente aktiemarked.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder