Aktier kl. 13.30: Kinesisk vækstmål rammer aktierne

Udgivet den 05-03-2012  |  kl. 13:34  |  

Det tyske Dax-indeks ligger med et fald på godt 1 pct. efter det kinesiske vækstmål for 2012 er sænket til 7,5 pct. for 2012. C20-indekset er mindre hårdt ramt med et fald på 0,3 pct. til 455,81, hvor Lundbeck falder lidt trods positive udmeldinger om alkoholpillen Selincro. ALK-Abelló stiger efter meldinger fra partneren Merck omkring en registreringsansøgning for Grazax i USA.

Kina har skruet ned for forventningerne til væksten i 2012, som nu lyder på 7,5 pct. Til sammenligning havde Kina forventninger om en vækst på 8 pct. i 2011, men landede på en fremgang på 9,5 pct.

Lundbeck falder 0,4 pct. til 117,4 kr. Lundbecks fase III-data med alkoholpillen Selincro (Nalmefene) til alkoholikere understøtter en godkendelse selvom den kortsigtede virkning ligner virkningen af placebo. Det skriver analytiker hos finanshuset Jefferies, Peter Welford, ifølge Bloomberg News. Finanshuset er dog ikke overbeviste om det kommercielle potentiale ved alkoholpillen. Mandag morgen har Lundbeck og den finske biotekpartner Bioties præsenteret resultater for den fælles alkoholpille Selincro (Nalmefene), som viser et reduceret alkoholforbrug med to tredjedele efter seks måneders behandling.

Uden for C20 er der fremgang til ALK-Abelló, hvis amerikanske partner Merck søndag har udtalt til nyhedsbureauet Reuters, at det i 2013 vil indsende registreringsansøgningen for allergipillen mod bynke-ambrosie (ragweed) og græs til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA. ALK-Abelló samarbejder blandt andet med Merck omkring allergipillen Grazax mod græsallergi. Pillen mod bynke-ambrosie er markedsført under et andet navn. ALK-Abelló stiger 1,7 pct. til kurs 351,5.

Østasiatisk Kompagni løftes 5,1 pct. til kurs 164,5. Nordea hæver kursmålet på ØK-aktien til 200 kr. fra 160 kr. Analytiker Hans Gregersen fastholder samtidig anbefalingen køb.

A.P. Møller - Mærsk falder 1,3 pct. til kurs 45.320. Maersk Lines chef Søren Skou siger, at containerrederiet vil gøre alt for at beholde markedsandele, hvilket også indebærer at sænke fragtraterne. Det skriver Bloomberg News med henvisning til en præsentation i London.

Topdanmark falder 0,5 pct. til kurs 942. Analytikerne hos Nykredit Markets har hævet anbefalingen på aktien i forsikringsselskabet Topdanmark, der er aktuel med regnskab for 2011 tirsdag. Anbefalingen løftes til outperform fra tidligere neutral.

Udgivet af: lp@netposten.dk