AKTIER: Positivt marked med fokus på Novo og Novozymes

Udgivet den 31-01-2005  |  kl. 11:55  |  

Det danske aktiemarked viste en pæn start på ugen, da en faldende oliepris og et succesfuldt irakisk valg fik investorerne på banen. Novo Nordisk og Novozymes er blandt de efterspurgte aktier, men også Danske Bank trækker markedet op.

Kort før middag lå det toneangivende KFX-indeks 2,11 point (0,7 pct.) højere i 291,73.

Novo Nordisk fører an blandt KFX-aktierne med en stigning på 1,3 pct. til kurs 302. Dermed fortsætter aktien fredagens kursopgang som følge af et regnskab, der var lidt bedre end ventet. Markedet har reageret i lettelse over, at der ikke var nogen negative overraskelser i regnskabet.

Den internationale investeringsbank Credit Suisse First Boston (CSFB) har mandag morgen opjusteret anbefalingen på Novo Nordisk til Neutral fra Underperform som følge af fredagens regnskab.

Novozymes er ligeledes efterspurgt forud for sit årsregnskab, som fremlægges ved 13-tiden. Der ventes for 2004 et salg på 6,02 mia. kr. og et driftsresultat på 1,09 mia. kr.

Ved forrige kvartalsregnskab opjusterede selskabet helårsforventningerne på trods af den negative påvirkning fra den svage dollarkurs, så der ses med stor spænding på dollarens indflydelse på resultatet og på forventningerne til 2005.

- Vi venter bl.a. at se en stærk volumenvækst i produceret ethanol, og at de første effekter af hyaluronsyre slår igennem på omsætningen. Samtidig vil interessen rettes mod eventuelle nyheder omkring selskabets "pipeline" uden for enzymområdet, skriver Nordea i en kommentar.

Aktien handles 1,8 pct. højere i kurs 282.

I eftermiddag kommer der tal fra USA for privatforbruget og de personlige indkomster.

Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk