AKTIER: Volatil dag i Danmark

Udgivet den 16-08-2010  |  kl. 17:00  |  

Det blev til en volatil start på ugen for det danske aktiemarked. 

Det toneangivende OMXC20-indeks startede med at stige til 415 niveauet. Herefter faldt indekset til 408 i løbet af eftermiddagen.

Sidst på dagen rettede de danske aktier sig dog, idet de amerikanske aktier kom godtigenoven på en svag åbning.

Således lukkede OMXC20-indekset omkring 0,4 pct. lavere i 411,32.

Erhvervstilliden i New York-regionen - Empire State - steg i august til 7,10 fra 5,08 måneden før. Det var dog under det ventede 8,00.

Ved det danske markeds lukketid var S&P 500 steget til 1.080.

Carlsberg blev handlet stabilt omkring kurs 500. Aktien er afventende forud for morgendagens regnskab. Aktien endte i kurs 499,7.

Carlsberg kommer med regnskab tirsdag morgen omkring klokken 7.00. Aktien er i årsteget knap 30 pct.

Carlsbergs egne forventninger til hele året lyder på et resultat af primær drift "på niveau med det rapporterede for 2009".

Årets resultat ventes ifølge Carlsberg at vokse med over 20 pct. i forhold til 2009, da det udgjorde 3,6 mia. kr. efter minoriteter på 565 mio. kr.

Konsensus er ifølge RB-Børsen højere end egne forventninger - et driftsresultat (EBIT) på 10 mia. kr. mod 9,4 mia,. kr i 2009 og et nettoresultat på godt 5,2 mia. kr. mod 3,6 mia. kr. efter minoriteter.

For halvåret ventes en omsætning på 28,8 mia.kroner og et nettoresultat på 2,7 mia. kroner, ifølge RB-Børsen.

Vestas var oppe i kurs 314, men blev ramt af den negative stemning på futures-markedet. Vestas-aktien lukkede i kurs 305,8.

Vestas kommer med halvårsregnskab onsdag morgen klokken 8.30.

Regnskabet - vel nok ugens mest ventede - præsenteres i London.

Vestas-aktien er faldet godt 3 pct. i år.

Det store spørgsmål er, om Vestas kan holde forventningerne til 2010.

Vestas venter selv en omsætning på 7 mia. euro og en EBIT-margin på 10-11 pct. Estimater indsamlet af RB-Børsen viser, at konsensus blandt analytikerne er en omsætning på 6,8 mia. euro og en EBIT-margin på 10,1 pct. for 2010. Så det kan komme til at knibe.

For halvåret ventes en omsætning på 1800 mio. euro og et nettoresultat på -86 mio. euro, viser tal fra RB-Børsen.

Udgivet af: NPinvestordk