Aktier/tendens: Trykket stemning får ekstra hak af GN-nedjustering

Udgivet den 17-08-2023  |  kl. 08:33  |  

Hvis ikke der er modvind nok fra de internationale markeder, kan GN hjælpe med at trykke stemningen torsdag morgen efter at have nedjusteret forventningerne som følge af fortsatte problemer i GN Audio.

De amerikanske aktiemarkeder fortsatte sydover onsdag efter referatet fra julimødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag aften viste, at hovedparten af renteudvalget fortsat så risiko for høj inflation, og at det derfor kan blive nødvendigt med flere renteløft.

Det brede marked i form af S&P 500-indekset droppede 0,8 pct., og hele faldet - og mere til - kom efter dansk lukketid onsdag.

Og der er ikke megen ændring i stemningen torsdag morgen, hvor de amerikanske aktiefutures ligger så godt som uændrede og signaler en flad åbning i det brede amerikanske aktieindeks senere på dagen.

Den tyske DAX-future indikerer kursfald i Frankfurt på omkring 0,7 pct., hvilket sandsynligvis også vil være tilfældet i København.

C25-indekset sluttede onsdag 0,4 pct. højere i 1775,01.

GN NEDTONER FORVENTNINGER

GN måtte sent onsdag nedtone de samlede forventninger til 2023 som følge af fortsatte udfordringer i headset-divisionen, GN Audio.

Men mens GN Audios omsætning og indtjening langt fra kunne leve op til analytikernes forventninger i andet kvartal, var det modsatte tilfældet i høreapparatdivisionen, GN Hearing, der på både omsætning, organisk vækst og driftsindtjening slog konsensus klart.

GN Audios problemer kunne dog kun delvist opvejes af opjusteringen i GN Hearing.

GN Audio vener nu negativ organiske vækst på 4-10 pct. i år, og også forventningerne til driftsmargen på 10-12 pct. blev nedtonet. Derimod venter GN Hearing nu en organisk vækst på 9-13 pct., mens marginforventningerne blev fastholdt for at give plads til investeringer, som skal drive væksten.

GN lukkede onsdag i 166,10 kr. efter en stigning på 0,7 pct.

COLOPLAST FASTHOLDER FORVENTNINGER

Coloplast er aktuel med regnskab for tredje kvartal af 2022/23, hvor forventningerne om en organisk vækst på omkring 8 pct. samt en salgsvækst opgjort i danske kr. på 8-9 pct. fastholdes.

Overskudsgraden estimeres at lande i niveauet 28-29 pct., hvor den langsigtede målsætning lyder på en årlig organisk vækst i intervallet på 7-9 pct. og en driftsmargin på "mere end" 30 pct. i faste valutakurser.

Coloplast steg onsdag 0,9 pct. til 823,40 kr.

It-selskabet Trifork fik en organisk vækst på 16,3 pct. i andet kvartal, og selskabet giver udtryk for, at det har kurs mod at indfri forventningerne til hele året.

Nedskrivninger i Trifork Labs betyder dog, at koncernens bundlinje viser et underskud i kvartalet. Driftsresultatet lyder på 4,1 mio. euro sammenlignet med 3,0 mio. euro i samme periode sidste år.

Resultatet efter skat er imidlertid et underskud på 1,1 mio. euro efter negative værdijusteringer i Trifork Labs.

Trifork steg 2,0 pct. til 135,00 kr.

UNDERSKUD I ZEALAND

Zealand Pharma kom vanen tro ud af første halvår med underskud, men med store fremskridt med pipelinen af lægemiddelkandidater, hvor partneren Boehringer Ingelheim har besluttet at indlede fase 3-studier med lægemiddelkandidaten Survodutid til behandling af fedme.

Det er på baggrund af positive vægttabsdata, der viste et gennemsnitligt vægttab på 19 pct. efter 46 ugers behandling. 40 pct. af patienterne, der havde fået en høj dosis, viste et vægttab på mindst 20 pct.

Der er indsendt registreringsansøgninger i USA og Europa, men koncernen giver ikke forventninger til omsætningen grundet usikkerhed om størrelse og timing.

Zealand Pharma faldt 1,3 pct. onsdag til 231,20 kr.

Carlsberg har fået sænket kursmålet hos Credit Suisse til 1200 kr. fra 1300 kr. og til 1100 kr. fra 1190 kr. af BNP Paribas.

Anbefalingerne er fortsat henholdvis "outperform" og "neutral".

Carlsberg faldt onsdag 2 pct. til 1001 kr.

Onsdagens bøllebank til Netcompany følges torsdag morgen op af et sænket kursmålet fra Carnegie til 315 kr. fra 365 kr. efter onsdagens regnskab.

Anbefalingen "køb" bliver dog fastholdt.

Netcompany faldt 11,1 pct. til 261,80 kr.

Demants regnskab har givet anledning til et løftet kursmål hos BNP Paribas til 240 kr. fra 180 kr. i kølvandet på sit regnskab tirsdag.

Den negative anbefaling "underperform" gentages dog.

Demant steg 2,0 pct. til 270,00 kr.

Rederiet DFDS' kursmål er øget med 25 kr. til 350 kr. hos svenske SEB, der gentager anbefalingen "køb".

DFDS steg onsdag 3,4 pct. til slutkursen 239 kr.

Æggebakkeproducenten Hartmann bekræftede sent onsdag meldingerne fra starten af måneden om et regnskab for andet kvartal, der vidner om fremgang over hele linjen.

Omsætningen og driftsresultatet viste præcist som i de foreløbige tal en toplinje på 804 mio. kr. mod 794 mio kr. året forinden, mens driftsresultatet før særlige poster steg til 112 mio. kr. fra 56 mio. kr.

Hartmann faldt 1,3 pct. onsdag til 3013,00 kr.

Grønlandsbanken kom ud af andet kvartal med et overskud før skat på 53,5 mio. kr. mod 19,0 mio. kr. i samme periode året før.

Banken fastholdt forventningerne om et resultat før skat i niveauet 170-210 mio. kr. i år.

Grønlandsbanken sluttede onsdagens handel i 630 kr. efter et drop på 2,3 pct.

AaB gentog også de allerede kraftigt reducerede forventninger efter nedrykningen fra Superligaen rammer knaldhårdt på bundlinjen. Et underskud på 21,9 mio. kr.bliver fulgt til dørs med et forventet minus på mellem 35 og 45 mio. kr. i år.

AaB lukkede uændret i 44,20 kr.

Investorer med interesser i malervarekoncernen Flügger skal være opmærksomme på, at der torsdag fragår 20 kr. i udbytte per aktie.

Flügger lukkede i 340 kr. onsdag - samme niveau som tirsdag.

Forsikringskoncernen Alm. Brand fik en imponerende combined ratio på blot 82,6 pct. i andet kvartal mod de ventede 85,1 pct. og et forsikringsresultat på 507 mio. kr. mod de ventede 435 mio. kr.

Men investeringsresultatet trækker ned i resultatet med et plus på blot 19 mio. kr. mod de ventede 45 mio. kr., og koncernen fastholder forventningerne til hele året og dermed et forsikringsresultat på 1,35-1,45 mia. kr. eksklusive afløb i de resterende to kvartaler af året. Det svarer til prognosen fra 6. juli, hvor forventningerne opjusteredes.

Investeringsresultatet ventes stadig at blive cirka 300 mio. kr., og resultatet af de øvrige aktiviteter ventes stadig at blive et underskud i niveauet 125 mio. kr.

Alm. Brand faldt 1,4 pct. til 10,25 kr. onsdag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal