Aktier/tendens: Vestas kan blive hjulpet af løftet anbefaling på dag med fokus på ECB

Udgivet den 14-09-2023  |  kl. 08:15  |  
Arkiv: Foto

En løftet anbefaling kan torsdag være med til at hjælpe den ellers pressede Vestas-aktie yderligere i vejret.

De danske aktier satte en slutspurt ind sidst på onsdagen med en marginal stigning på 0,01 pct. til 1715,50 til C25-indekset, hvilket blandt andet blev drevet af faldende renter i kølvandet af den imødesete amerikanske inflationsrapport.

Den positive tendens ses fortsætte torsdag, da futures for det tyske DAX-indeks, der normalt er et godt barometer for udviklingen herhjemme, ligger med en stigning på 0,3 pct.

Generelt forventes markedsdeltagerne at have en afventende holdning forud for dagens rentemelding fra Den Europæiske Centralbank, hvor forventningerne i markedet i øjeblikket hælder mest til den tiende renteforhøjelse på stribe.

- Torsdag forventes den europæiske centralbank med overvejende sandsynlighed at løfte styringsrenten med 25 basispoint til 4 pct., skriver Nordea, der dog selv forventer en fastholdelse af renten på 3,75 pct.

VESTAS I KRIDTHUSET HOS DEUTSCHE BANK

Vestas har fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" hos Deutsche Bank, der fastholder kursmålet på 200 kr.

Efter syv handelsdage i træk med kursfald fik Vestas-aktien onsdag tiltrængt opløftning med et solidt plus på 5,3 pct. til 150,82 kr.

Opløftende meldinger fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om nye tiltag til at sætte fart på opsætninger af vindmøller var med til at vende stemningen om aktien.

Også Ørsted har været gennem analytikermøllen, da Stifel har sænket sit kursmål for den pressede energikoncern til 519 kr. fra 628 kr. med en gentagelse af anbefalingen "hold".

Ørsted-aktien fik sig onsdag med et plus på 1,9 pct. til 388,40 kr. lidt tiltrængt medvind efter et fald på mere end 30 pct. siden nedjusteringen i slutningen af august.

Transportkoncernen NTG har fået indledt dækning af norske DNB med anbefalingen "køb" og et kursmål på 425 kr.

NTG-aktien endte onsdag med et fald på 0,3 pct. i 339,50 kr.

CHEMOMETEC SPÅR TILBAGEGANG

Chemometec kom med regnskab for 2022/23 efter børslukketid onsdag, der viste en opbremsning i væksten, da koncernen var ramt af et udfordrende marked.

Udfordringerne ser imidlertid ud til at fortsætte ind i det nye regnskabsår, da Chemometic ser salget bakke med cirka 2-10 pct og driftsindtjeningen med omtrent 12-20 pct.

Chemometec tabte 1,6 pct. til 374,20 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯